Vibration 05: Ugress – på udebane

Ikke en eneste skygge forstyrrede spotlyset, når det ramte det blanke gulv foran scenen. Norske Ugress fik ikke ét ben til jorden, og ikke én fod flyttede sig blandt publikum.

Selvom de to nordmænd leverede en særdeles potent blanding af heftige, og house-venlige hiphopbeats, livetrommer og skrigende, skræmmende og stemningsmættede samples tilsat schratz-lyde, var der i det hele taget ikke meget, der vibrerede under den sparsomt besøgte festival-aften på Rust, hvor norske Sternklang havde været på scenen tidligere, og den britiske supersærling og multiinstrumentalist Max Tundra tog over efterfølgende.

Hvor Max Tundra tydeligvis nød det, så var det frie udsyn til scenen afgjort ikke til Ugress’ fordel. Deres ihærdige forsøg på at sætte gang i en fest ville helt sikkert kunne have hevet en tætpakket natklub tæt på ekstasen, men her blev fokus rettet mod to musikkernes udfoldelse på scenen og enhver bevægelse blev blotlagt. Showet var tydeligvis planlagt på forhånd, og den største del af lydbilledet bestod af båndede udgaver af deres numre fra de to albums ‘Resound’ og det nye ‘Cinematronics’, med plads til bagmanden Gisle Martens Meyers legen med på pads og keys og hans trommeslager, Hans Petter Lie-Nielsens ihærdige tillæg.

Der var ikke meget tvivl om formatet af Martens Meyers musikalske talent. Det DJ Shadow-inspirerede udgangspunkt blev fulgt flot op med både stærke stemningsfulde passager i den mere dystre afdeling og flere mere underholdende rundture i den funky-jazzede afdeling. Bare ærgerligt det ikke lykkes at røre publikum.

Vibration Festivalen fortsætter til søndag og Ugress kan opleves igen i Musikcaféen i Århus i aften og i Studenterhuset i Ålborg på lørdag.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af