Roskilde 04: N.E.R.D – men kun Pharell

Forventningerne kunne ikke være større til N.E.R.D’s første optræden på dansk grund. Mange fans havde stået i kø i timevis for at komme tættest muligt på idolerne, og da der en time før koncertstart blev åbnet ind til områderne foran scenerne, brød anarkiet ud, og jungleloven kom endnu engang til sin ret.

Inde i Arena blev hver person, der kunne skimtes bag scenetæppet, og hver lyd der undslap instrumenterne under lydtjekket, mødt med et forventningsfuldt brøl. Da N.E.R.D og deres band endelig gik på, blev de budt velkommen af en øredøvende hilsen, der afslørede, at endda mange teenagepiger havde ventet meget længe på denne aften.

Trioen N.E.R.D var blevet til en duo, for væk var Chad Hugo, der ikke kom på scenen og ikke blev nævnt med et ord under koncerten. Men skinnet bedragede, for duoen var heller ikke en duo, men derimod solisten Pharrell Williams bakket op af et eminent orkester og en vokal.

Bandet udnyttede den fantastiske lyd i den stopfyldte og kogende Arena til fulde og bragte hver tone og trommeslag ud til aftenens taknemmelige publikum, der slugte det hele råt, mens N.E.R.D. tredjemanden Shay holdt sig til at supplere Pharrell på vokalen. Shay kan have nok så stor betydning i studiet, men på scenen var det Pharell som modtog pigernes hyldest, når han selvsikkert løftede op i t-shirten og svang taktstokken over publikum, når der var fællessang.

Han er ikke en af de tre tenorer og har problemer med at ramme de høje toner, men prøver heller ikke på at være det. N.E.R.D er producerere, og deres force er musikken og dens altopslugende energi og intensitet. Og så kan Pharrell også skrive entertainer på visitkortet. Han udnyttede scenen godt og var i konstant kontakt med publikum.

Måske lige lidt for meget efter vagternes smag, som da han opfordrede publikum til at crowdsurfe til ‘Rockstar’ på trods af det strenge forbud fra festivalens side. “Fuck it, you’ve paid your money”, skreg han, og to unge gutter tog udfordringen op. Den ene blev smidt ud af vagterne, ubemærket af Pharell, mens den anden på Pharrells bud blev bragt på scenen af de selvsamme vagter for at modtage folkets hyldest.

Arena var på det tidspunkt på kogepunktet og vagterne havde travlt med at hive halvklemte teenagepiger ud af den ekstatiske mængde. Og over det hele strålede Pharrell…

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af