Cinnober – dårlige odds

Lad det være sagt med det samme. Cinnober havde meget dårlige odds for at levere en god præstation ved gårsdagens koncert i Odense Ungdomshus.

Først og fremmest var den gal med omgivelserne, idet Ungdomshusets café ikke var egnet til en rigtig rockkoncert. I det lille lokale blev lyden for anmasende og derved også meget svær at nyde. Dette problem kunne være undgået med en vågen lydmand, men denne stod og gabte, og havde tydeligvis ikke hjertet i det han lavede. Adskillige gange under den 40 minutter lange koncert lød der skratten og buldren, som følge af hans roderi.

Opvarmningsbandet, hvis man da kan kalde en lokal guitarskole det, var meget malplaceret. Ikke at det ikke var meget hyggeligt at høre fem 14-årige knægte kæmpe sig igennem akustiske instrumentale klassikere som f.eks. ‘Penny Lane’, det passede bare ikke til Cinnobers musik.

Herudover var der også problemer med en guitar, der sprang en streng, en reserve guitar der ikke virkede, og endelig at de gæster, der var kommet, havde mere travlt med at snakke om en vis fodboldkamp.

Under disse forudsætninger kunne det være gået helt galt, men på forunderlig vis klarede Cinnober at levere varen. Når musikken fik lov at komme ud i lokalet, uden for megen indblanding fra lydmanden, lød det ganske godt. Nina Flarup Kristensen har en glimrende vokal og bandet bag hende virker godt sammenspillede.

Hvis Cinnober fik fat i en dedikeret lydmand, ville de have meget bedre odds for at kunne begå sig. Det ville gøre at det var musikken man huskede bagefter en koncert og ikke alle de lydmæssige fejl.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af