Emmylou Harris – en stor familie
Ham der varmede op… Buddy Miller. Han spillede guitar og sang lead da han varmede op, og sang kor og spillede guitar og 12-strenget el-mandolin, for Emmylou Harris. Trommeslageren multitaskede også: Samme i begge bands. Bassisten i opvarmningsbandet var lydmand for Emmylou hvis bassist til gengæld også spillede på gulvtam. Nåja… Og Emmylou selv sang skam kor for Buddy Miller.
Og sådan var der så meget denne herlige aften i 1. Maj Salen i Folkets Hus, hvor man endnu engang må se i øjnene at de der Tennessee-musikere i den grad godt kan spille på deres instrumenter, og sådan set også godt kan vride en sang eller 2 ud af ærmet. Opvarmningsbandet (den før nævnte Buddy Miller) var fænomenalt!! For min skyld kunne de godt have spillet en fuld koncert i stedet for de sædvanlige 45 minutter. Elguitar, akustisk basguitar, og et minitrommesæt, og NEJ hvor kan man få meget forskelligt ud af så få instrumenter. Dyb og mørk country, hård rock, funk eller bare lidt folk. Der var ikke noget der ikke kom med, og det så overbevisende at man tror det er løgn. Og så synger ham Buddy Miller fantastisk.
Da Emmylou sang kor for Buddy Miller, sagde han at, uanset hvor sørgelig en sang er, kan han ikke lade være med at blive glad, når han hører hendes stemme. Sådan er der vidst mange der har det. Hendes sange er absolut ikke i den lykkelige ende af skalaen, men hun fremfører dem så smukt og fint, at man bliver helt varm inden i. Der var til gengæld en vis portion monotoni over hovednavnet denne aften. Hun virkede ikke helt oplagt (hun var i øvrigt også møgforkølet, den stakkel), og sættet var skruet sammen med en rigtig stor overvægt af meget stille og fine ballader. Det var flot og stort, men både Harris og publikum mistede koncentrationen undervejs. Emmylou Harris bassist er et kapitel for sig. Han var muligvis ikke den bedst valgte bassist til country ballader. Han var svært glad for at spille hurtigt, og femstrenget bas, og det gav hele rytmegruppen en ubehagelig uro. Når jeg står og drømmer mig lidt hen til en kornmark i USA, så har, eller nogen anden, vil jeg tro, IKKE lyst til at høre slagbas med wahwah effekt på. Det hedder fusionsjazz, og det holdt vi op med i 89. Tak.
Efter koncerten fik jeg mine 8 sekunder i audiens hos countrydronningen. Hun var ved at falde om af træthed, og havde snot i hele kraniet, så jeg tilgiver hende for at være lidt uoplagt. Men også kun fordi hun synger så djævlesmukt at det ikke er til at holde ud.