Veto – maskinen kører endnu

Veto blev modtaget med åbne arme af et udsolgt Train, der bød bysbørnene velkommen tilbage på scenen efter et års fravær. »We are not your friends« proklamerede en storsmilende Troels Abrahamsen badet i lys. Publikum var ligeglade: Veto var tilbage – festen var i gang.

At ‘Everything Is Amplified’ har mindre hitpotentiale end de foregående plader, herskede der ingen tvivl om – hverken hos publikum eller hos bandet, som elegant flettede de mere indadvendte skæringer som ‘Already Ready’ og ‘If Else’ ind mellem de dansegulvsorienterede publikumklassikere fra ‘There’s a Beat in All Machines’ og ‘Crushing Digits’. Man kunne have frygtet, at Veto ville bruge turnéstarten på at vise alle de nye numre frem, men setlisten var næsten ligeligt fordelt mellem de tre plader

Den altoverskyggende frontmand pendulerede hen over scenen og forførte det opstemte publikum med sine Ian Curtis-inspirerede dansemoves. Alt imens han bragte liv til fordommen om, at Troels Abrahamsen er Veto, idet de andre medlemmer var urokkelige stenstøtter ved siden af ham. Kun trommeslager Mads Hasager gjorde opmærksom på sig selv med det kringlede trommespil, der præger den nye plade. Hele bandet skal dog roses for deres sublime sammenspil, og guitarist David Krogh leverede kaskader af sylespidse guitarriff med uovertruffen træfsikkerhed på ‘Can You See Anything’, ligesom Mark Lee og Jens Skov Thomsen skabte en bastung lydmur som fundament for herlighederne.

At bandet stadig bærer en maskinel og halvanonym positur forhindrede dog ikke koncerten i at udvikle sig til en eksplosiv fest med både klubfingre og heavyhåndtegn i luften ved enhver given lejlighed. Publikum tog sidste stik hjem og trak Veto det sidste skridt ud over scenekanten. Ned til den kogende fest på dansegulvet.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af