Kåring: De største danske filmskurke – og fem upcoming bad guys

Skurke

 

Mange føler måske, at de samme skuespillere igen og igen indtager skurkerollerne i danske film. Det kan der være noget om – men Danmark har faktisk også en usædvanligt stærk trup af folk, der er dygtige til at spille dumme svin.

I morgen er der premiere på Charlotte Sachs Bostrups nye thriller ’Kartellet’, hvor skurkerollen indtages af Flemming Enevold, der efterhånden må betragtes som én af dansk films overskurke. Men hvem er egentlig den største danske bad guy på film?

På de næste sider kårer vi de syv største – og kommer på sidste side med fem bud på, hvem der er fremtidens dummeste svin på film:

MadsMikkelsen

7. Verdensstjernen – Mads Mikkelsen

Danmarks største navn på skuespilscenen gennem det sidste årti fik sit store gennembrud som den voldelige og småpsykopatiske Tonny i Nicolas Winding Refns ’Pusher’ fra 1996. I årene efter blev rollen som rå og kompromisløs fulgt op i ’Blinkende lygter’, ’Pusher 2’ og ’Bleeder’.

I de senere år er det dog primært på den internationale scene, at Mads Mikkelsen har indtaget skurkerollen, hvor han nok er mest kendt som den gamblende våbenhandler Le Chiffre i James Bond-filmen ’Casino Royale’. Mikkelsen var også skurk-agtig, kåresvingende kongelige hærchef Rochefort i Paul W. S. Andersons ’De tre musketerer’ fra 2011, og så er han jo aktuel som kannibal-skurk i tv-serien ’Hannibal’.

Bad guy-bonusinfo:
Før sit gennembrud i ’Pusher’ var Mads Mikkelsen professionel danser for balletensemblet Micado danse Ensemble.

Zlatko

6. Djævelen fra Balkan – Zlatko Buric

Den iltre kroat var så overbevisende som den gennemsyret ondskabsfulde mafiabos Milo i ’Pusher’, at rollen sikrede ham en Bodil for bedste mandlige birolle samme år.

Han er da også den eneste genganger fra den originale danske film, som optræder i det amerikanske remake fra 2012. Og hans overbevisende og kompromisløse karakter skaffede ham i årene efter skurkeroller i ’Bleeder’, ’Pusher 2’ og ikke mindst ’Pusher 3’, hvor han går helt amok med motorsaven. Zlatko Buric har også optrådt på den internationale filmscene, hvor han spiller russisk milliardær i Roland Emmerichs apokalyptiske fremtidsfilm ’2012’.

Bad guy-bonusinfo
Zlatko Buric har udover sit hverv som skuespiller en universitetsuddannelse i sociologi og psykologi.

TorbenJensen

5. Den usympatiske gamling – Torben Jensen

Hvis Herman fra Citybilen havde holdt sine lange grådige fingre væk, havde der ikke været megen spænding i DR’s tv-serie ’TAXA’. Torben Jensen spillede sit livs rolle som den apatiske og ubarmhjertige Herman, der for alt i verden forsøgte at knuse konkurrenten Krone-Taxa. Gennembruddet som skurk fik han dog i 1986, hvor han spillede den onde tyveknægt Skærmen i miniserien ’Guldregn’, som to år efter blev filmatiseret.

Han har også spillet ulækker forretningsmand med hang til unge prostituerede i ’Mifunes sidste sang’, og så er det Torben Jensen, der ligger stemme til de ubehagelige telefonopkald, som Anders W. Berthelsen får i ’Det som ingen ved’ fra 2008.

Bad guy-bonusinfo
Jonas Langvad Nilsson har skrevet en portrætbog om Torben Jensen. Titlen? ’Skurk’!

BentMejding

4. Den lede patriark – Bent Mejding

Bent Mejding har givetvis knust mange pigehjerter i rollen som Jøren Varnæs i ’Matador’. Men i Mejdings nyere roller sidder man med en følelse af, at pigehjerter ikke er noget, man knuser med følelser, men med hænderne.

Evnerne som ond så man glimt af i hans korte birolle i ’Blinkende Lygte’, hvor han spiller Stefans konservative og snæversynede farfar. Men det var nu nok i ’Drømmen’ fra 2006, at Mejding for alvor brændte igennem som den voldelige og manipulerende rektor Lindum Svendsen. Siden har han set skurkagtig ud i alt, han har medvirket i.

Bad guy-bonusinfo
Bent Mejding blev slået til ridder af Dannebrog i 1995. Og så var han med i b-filmen ’Reptilicus’, som på ingen måde er en riddertitel værdig.

NikolajCosterWaldau

3. Svigermors drøm – Nikolaj Coster-Waldau

Han var smuk, ung og naiv, da han trampede ind på den danske filmscene i ’Nattevagten’. I dag er han stadig smuk, men han har skiftet ungdommen og naiviteten ud med en udspekuleret machoattitude, der klarer sig fremragende i samspillet med roller som følelseskoldt monster. Om det er som professionel ’oprydder’ i ’Headhunterne’, lejesoldat i blockbusteren ’Oblivion’ eller i glansrollen som den incestuøse, magtliderlige adelssøn Jamie Lannister i ’Game of Thrones’.

Bad guy-bonusinfo
Nicolaj Coster-Waldau har de senere år primært spillet med i internationale film, men kan i år ses i Susanne Biers ’En chance til’ og er også med i Jannik Johansens kommende film.

AndersHove

2. Den ulækre outsider – Anders Hove

Han er langhåret, han er gammel, og han er ulækker. Anders Hove er for mange mennesker nok ikke et navn, der ringer de helt store klokker, men han er ikke desto mindre personificeringen af den nabo, man på ingen måde har lyst til at låne et pund sukker af.

Hove optræder tit i rollen som svedende, usoigneret bondeknold, der bruger størstedelen af sin overførselsindkomst på porno og øl på den lokale bodega. Et eksempel er hans rolle som den klamme nabo Verner i dogmefilmen ’Mifunes sidste sang’, ligesom han stjæler et par scener i ’Idioterne’ som konservativ patriark med Information under armen. Anders Hove har også haft stor succes på amerikansk tv, hvor han har en bærende rolle i tv-serien ’General Hospital’ som den onde doktor Cesar Faison.

Bad guy-bonusinfo
Anders Hove optræder i rap-gruppen Suspekts musikvideo til nummeret Klam Fyr fra albummet ’Prima Nocte’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Henningjensen

1. Ondskaben selv – Henning Jensen

Har man nogensinde set Henning Jensen i en sympatisk rolle? Måske et par enkelte gange, men han er og bliver personificeringen af ondskab og har skabt sig et navn i filmbranchen som det sikre kort at spille, hvis man skal finde en birolle, der tager pusten fra publikum.

Tag bare rollen som Peters far i ’Blinkende Lygter’ eller den onde Lange-Erichsen i ’Det som ingen ved’. Og så er han Livas undertrykkende far i ’Langt fra Las Vegas’, hvor han spiller over for sin hustru i privaten, Solbjørg Højfeldt.

Bad guy-bonusinfo
Har i mange år været en flittigt brugt stemmeskuespiller i alt fra ’Jungledyret Hugo’ til ’Ratatouille’.

Collage

FREMTIDENS FILMSKURKE

Flere af de store skurke er godt oppe i alderen. Hvem bliver den næste store bad guy? Her er fem bud:

Roland Møller
Det tidligere bandemedlem er Michael Noer og Tobias Lindholms opfindelse, og han er slået igennem i deres fælles fængselsdrama ’R’, Lindholms ’Kapringen’ og Noers ’Nordvest’. Han er stor og bister, og hans udstråling lyser ud af lærredet i rollen som kompromisløs gangster.

Carsten Bjørnlund
Gjorde det fremragende som militærmand i ’Forbrydelsen 2’, og også i ’Den som dræber’ var han overbevisende i rollen som sadistiske kidnapper Adam Krogh. Han er heller ikke altid helt fin i kanten i ’Arvingerne’.

David Dencik
Var modbydelig i rollen som iskold diplomat i ’En Kongelig Affære’ og har i det hele taget et rigtigt godt skurke-ansigt.

Peter Plaugborg
Hans navn var ikke på plakaten til ’Kvinden i buret’, da han skulle komme ind fra højre som den store bøh-mand. Det gjorde han så effektivt, at det tegner lovende for hans skurkefremtid.

Mikkel Boe Følsgaard
Hans take på den gale konge i ’En Kongelig Affære’ viste, at den unge Følsgaard i den grad kan spille sindssyg og ond. Selv i ’Arvingerne’ er der noget sociopatisk slesk over ham.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af