‘Nebraska’

I knivskarp sort-hvid kommer han vaklende, faretruende tæt på motorvejen: Den krøllede pensionist Woody Grant (Bruce Dern). Allerede i åbningsscenen er grundstenen lagt for Alexander Paynes smukke komedie. Woody er en stædig gammel satan, som giver fanden i forhindringer. Han har nemlig modtaget et brev om en lotterigevinst på en million dollars, men der er to hager ved den ventende formue. Den skal indløses i Nebraska, 1.200 km fra Woodys Montana-hjem. Og så er brevet et godt gammeldags fupnummer, hvilket alle forgæves forsøger at få ham til at indse. Men Woody er stålsat, så sønnen David (Will Forte) accepterer modvilligt at tage med sin far på en landevejstur mod en blindgyde, men også en bedre forståelse af ham som menneske.

Payne har med film som ‘About Schmidt’ og ‘Sideways’ tidligere vist sig som en præcis karakterformidler, og ’Nebraska’ er da også befolket af et mindeværdigt persongalleri, heriblandt to vanvittigt morsomme, småkriminelle nevøer, der bruger tiden på at prale af deres bilbedrifter, når de da ikke samler skrald langs motorvejen som led i deres samfundstjeneste. Woodys sømandskæft af en hustru, Kate, (uimodståeligt spillet af June Squibb) placerer man hurtigt under kategorien ‘kælling’, men også her viser Payne sin evne til at nuancere, og Kate ender som en grovkornet, men også elskelig karakter. Filmens ufatteligt smukke sort-hvide billedside fungerer som perfekt kontrast til de mangefacetterede karakterer.

Det er dog Bruce Dern, der er ‘Nebraskas’ ubestridte fikspunkt, og skuespillerveteranen leverer en af karrierens største præstationer med sit rørende portræt af den fordrukne, tunghøre og evigt omtågede gnavpot. Uden at forfalde til billig karakterselvudlevering eller dramaturgisk bekvemmelighed prikker Payne præcise kighuller i Woodys hårde fernis, så både David og tilskueren gradvist kan se den renhed, der gemmer sig bag den ordknappe oldings løse gebis og uudslukkelige øltørst. Det er hans godhjertede natur, der gør, at han tror på brevets righoldige løfter, og det er den samme smukke naivitet, som holder afsendere af Nigeria-breve beskæftigede. Woody balancerer hele tiden på kanten af det ynkelige med sit blåøjede håb om den ventende guldkrukke, men samtidig er der en fin værdighed i hans insisteren på et sidste eventyr.

Samlet set står ‘Nebraska’ som en smuk og vedkommende opdatering af David Lynchs ’The Straight Story’ med sin rørende og elegante formidling af menneskers mange lag og de håb, vi alle sammen lever for.

---

Kort sagt
Bruce Dern ejer lærredet som en fordrukken, blåøjet pensionist, der sammen med sin søn rejser igennem Midtvesten for at indløse en falsk lotterikupon. Historien er enkel, men karaktergalleriet lyser op i Alexander Paynes smukke komedie, ‘Nebraska’.