Ulrich Thomsen: »For fanden jeg har lavet nogle åndssvage film«

Den 'Banshee'-aktuelle stjerne gjorde det ikke nemt for vores udsendte journalist. Men så livede han op.
Ulrich Thomsen: »For fanden jeg har lavet nogle åndssvage film«

Ulrich Thomsen stirrer frem for sig med et blik af slet skjult ligegyldighed i det statelige lokale på Hotel D’Angleterre.

Den danske skuespiller, som for 16 år siden slog igennem i ‘Festen’ og siden har gjort international karriere på både film og tv, er tydeligvis ikke i humør til endnu et lyninterview med dansk presse.

Især virker Ulrich Thomsen træt til døden af at snakke om sine mange skurkeroller. Hvilket ellers ligger lige for, da udgangspunktet for vores snak er Thomsens herligt psykopatiske Kai Proctor i pulp-dramaserien ‘Banshee’, hvis anden sæson for nylig fik premiere på HBO Nordic.

Vi lægger varsomt ud.

Dybe suk
Hvem er din egen favoritfilmskurk?

Ulrich Thomsen sukker dybt.
»Åh, det ved jeg sgu ikke. Der er jo mange gode skurke … Hannibal Lector fra ‘Silence of the Lambs’ måske?«

Hvilken filmskurk gjorde størst indtryk på dig som barn?
Ulrich Thomsen sukker dybt og ruller let med øjnene.
»Jaws fra ‘James Bond’. Han var måske ikke videre uhyggelig, men med sit metalgebis er han en karakter, især børn husker«.

Tavshed. Og så endelig, gudskelov, et skævt afvæbnende smil fra den anden side af kaffekopperne, da Ulrich Thomsens vanlige professionalisme tager over, og vi bevæger os over på ‘Banshee’-territorium. Skuespilleren irritation over interviewsituationens velkendte monotoni kan trods alt ikke lægge låg på hans glæde over rollen som Amish-gangsteren Kai Proctor, der styrer den lille Pennsylvania-by med hård hånd.

Fantastisk Al Swearengen
Hvad gør Kai Proctor til en interessant karakter at spille?
»Han er ikke bare en endimensionel Jean-Claude Van Damme-skurk. Han har en baggrund, der gør, at man på nogle måder kan forstå ham. Han har problemer med sin amish-baggrund og med at føle, at han hører til i samfundet«.

»Udfordringen er at gøre manden sympatisk. Det kan jo være lidt vanskeligt, når han hele tiden smadrer folk, hehe. Men det er jo det sjove ved at spille sådan nogle mennesker. Hvis man kan forstå bare en smule af karakteren, så begynder man selv at føle noget for ham – og dermed vil publikum forhåbentlig også føle noget«.

Hvilken filmskurk føler du selv med?
»Ham der fra Deadwood … hvad hed han … Ian McShanes karakter. Jamen altså, hvad hed han?! Nej, nu bliver jeg sindssyg …«

Mobiltelefonen hives frem, og filmdatabasen IMDb lokaliseres.

»Al Swearengen! Han var en fantastisk skurk og meget karismatisk formidlet«.

Ubehagelig splatter
Hvem synes du, er den mest skræmmende skurk i filmhistorien?
»Hold da op, det er et stort spørgsmål. Jeg har jo ikke set alle film i historien, vel? Men Hannibal Lector var som nævnt ret skræmmende. Og Jack Nicholson i ‘The Shining’. En film, jeg synes gik over stregen, hvad angår skurke, var genindspilningen af gyseren ‘The Last House on the Left’, som jeg så sidste år, da jeg skulle caste skuespillere til min egen film (‘In Embryo’, red.). Den var edderådme ubehagelig, på sådan en splatter-agtig måde. Det bryder jeg mig ikke om«.

Hvilken af dine egne skurkeroller har givet dig de største professionelle udfordringer?
»Alle roller volder både udfordringer og glæder, men Kai har været spændende, fordi han er så nuanceret, og fordi rollen strækker sig over så mange episoder. Man kan udvikle ham med tiden, i modsætning til med en filmskurk«.

»Der skal jo helst være en form for psykologi i karakteren, som gør det interessant at spille ham. Hvis der er det, siger jeg ja til projektet. Med mindre jeg får rigtig mange penge for det. Ha! Så kan man jo lave hvad som helst. For fanden jeg har lavet nogle åndssvage film på den konto. ‘Hitman’, for eksempel. Var jeg egentlig skurk i den film? Jeg kan snart ikke huske det. Den var i hvert fald ret klichéramt.«

Frem med mobilen
Hvad var den første film, der skræmte dig?
»‘Invasion of the Body Snatchers’. Det er en gammel sort-hvid film om nogle alien-planter, der overtager folks kroppe. Der er senere lavet et par remakes af den, men det var originalen, der skræmte mig som barn«.

Mobilen er fremme igen. Der søges på forskellige versioner af ‘Invasions of the Body Snatchers’ på IMDb.

Hvad gjorde man, før man kunne slå ting op på mobilen …
»Ja, jeg ved det sgu ikke. Blev langsomt vanvittig formentlig«.

En pr-repræsentant banker på døren og signalerer, at vores ti minutter er opbrugt. Mens båndoptager og noter pakkes væk, liver Ulrich Thomsen pludselig op og begynder at snakke om sit eget filmprojekt, ‘In Embryo’.

Bestemmer selv
Thomsen har selv skrevet, produceret og instrueret filmen, en voldsom kærligheds-thriller, der har skotske Ross McCall og canadiske Kristen Hager i hovedrollerne – og danskeren selv i en birolle. Filmen skal færdigklippes de næste par måneder, inden Ulrich Thomsen senere på året starter optagelserne til tredje sæson af ‘Banshee’ i Charlotte, North Carolina.

Han stresser dog ikke.

»Det er jo helt mig selv, der bestemmer, hvornår den skal være 100 procent færdig«, smiler Ulrich Thomsen og læner sig tilbage i stolen.

Kan du løfte sløret for en mulig premieredato?

»Altså, du kan jo slå alting op på IMDb, ikke?«

Selvfølgelig.

Se ’Banshee’ på HBO Nordic

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af