Den utilregnelige: Michael Shannon
Shannons uudgrundelige ansigt og fysik har givet ham en fantastisk evne til at spille utilregnelig. Vi håber aldrig, hans samarbejde med Jeff Nichols hører op, for Shannon inkarnerer i den grad den americana-stemning, der er i instruktørens tre foreløbige film, ’Shotgun Stories’, ’Take Shelter’ og ’Mud’, som Shannon alle spiller med i.
Skuespilleren slog igennem som household-birolle-skuespiller som uligevægtig, men sandhedssigende bror i ’Revolutionary Road’.
Trailerpark-trash: Melissa Leo
Melissa Leo kan virkelig spille trailerpark-psykopatisk husmoder, som vi senest så det i Denis Villeneuves ’Prisoners’. Hun fik sit helt store gennembrud i hovedrollen som den fattige og forladte familiemor i Courtney Hunts ’The Frozen River’ fra 2008, men de senere år er det primært hendes birolle-præstationer, der har vakt opsigt, bl.a. som Alice Ward i David O. Russels ’The Fighter’ fra 2010, som hun vandt en Oscar for.
Men også som idealistisk advokat i tv-serien ’Treme’ er hun et sympatisk holdepunkt, og selv i en lille rolle som desperat og liderlig date til Louis C.K. i ’Louie’ stjæler hun billedet.
Forbryderisk sydstatsproletar: Ben Mendelsohn
Han er bare så utrolig god til at spille ulækker, svedende og alkoholiseret. Australske Ben Mendelsohn har de senere år leveret overbevisende præstationer i film som Andrew Dominiks stemningsmættede gangsterfilm ’Killing Them Softly’ fra 2012, men også i Derek Cianfrances ’The Place Beyond Pines’ fra 2012 står Mendelsohn skarpt som den tyvagtige mekaniker Robin.
Mendelsohn slog for alvor igennem for hans rolle som den ligeledes forbryderiske Andrew ’Pope’ Cody i David Michôds ’Animal Kingdom’.
Den ondskabsfulde isdronning: Tilda Swinton
Tilda Swinton er umulig at tage øjnene fra. Hendes androgyne udsende og frostkolde attitude er dragende og frastødende på samme tid. Hun spiller med i Wes Andersons kommende ’The Grand Budapest Hotel’ og kan under CPH PIX-festivalen ses i både Terry Gilliams ’The Zero Theorem’ og Joon-ho Bongs post-apokalyptiske ’Snowpiercer’.
Tilda Swinton har en særlig evne til at give sine biroller dybde og kant, som i ’Michael Clayton’, hvor hendes forretningskvinde på papiret er en lidt flad karakter – men Swinton løftede den og blev belønnet med Oscar for indsatsen.
Den højtråbende amøbe: Paul Giamatti
Giamatti er måske en af 90’ernes mest brugte birolleskuespillere med gennemsnitligt tre film om året fra 1995 og frem til i dag. Ofte indtager han roller som halv-imbecil assistent eller råbende og irritabel håndlanger, og efter årtusindeskiftet har han bl.a. haft fremtrædende biroller i Neil Burgers ’Illusionisten’ fra 2006 og George Clooneys ’Kamæleonen’ fra 2011.
Dronningen af indie-film: Catherine Keener
Catherine Keener er en rigtig actors’ actor, en skuespiller, som ikke er overvældende berømt i den brede offentlighed, men som er dybt respekteret og altid et vedkommende bekendtskab i de film, hun medvirker i: Om det så er som den eksistentielt-søgende hippie Jan Burres i Sean Penns ’Into The Wild’ fra 2007, rollen som Maxine Lund i Spike Jonzes ’Being John Malkovich’ fra 1999 eller som Max’ mor i ’Where the Wild Things Are’.
Også samarbejdet mellem Keener og instruktøren Nicole Holofcener har været stærkt de seneste mange år, og snart kan vi se hende herhjemme i en veloplagt birolle i Holofceners ’Enough Said’.
Virkelighedens Droopy: William H. Macy
Han er måske mest kendt for sin hovedrolle som Jerry Lundegard i Coen-brødrenes ’Fargo’, men William H. Macy har det meste af sin karriere befundet sig bedst som andenviolin.
Størst er nok Paul Thomas Andersons ’Boogie Nights’ og ’Magnolia’, men Macy har også været med i Jason Reitmans skæve ’Thank you for Smoking’ og ’The Sessions’. Med sit ofte nedslåede hundeansigt stjæler han altid billedet.
The grand old man: Christopher Walken
Han er efterhånden blevet en kultfigur, og om han så er med i mainstream-hejs som Tony Scotts ’Man on Fire’ og ’Domino’, løfter han filmen til et helt nyt niveau.
Hans kultstatus blev ikke mindst eleveret af et vist guldur i ’Pulp Fiction’, men allerede i ’Deer Hunter’ fra 1976 slog han sit navn fast som en af verdens mest karakterfulde birolleskuespillere.
Moderfigur med komisk sans: Frances McDormand
Det er umuligt ikke at ville det bedste for kvinden med det rolige og venlige ansigt og den underspillede komiske timing. Frances McDormand er forrygende gakket og småforvirret kvindemenneske i film som Coen-brødrenes hovedværk ’Fargo’ fra 1998, deres underlige krimikomedie ’Burn After Reading’ og film noir-hyldesten ’The Man Who Wasn’t There’.
McDormand har dog også gjort sig bemærket i biroller uden for Coen-brødrenes univers. Hun har spillet den undertrykte hustru Mrs. Pell i Alan Parkers klassiker ’Mississippi Burning’ fra 1988, hun stjæler billedet i den fine rom-com ’Friends With Money’, og så var hun med streng forælder i Wes Andersons ’Moonrise Kingdom’.
Birolleskuespilleren over dem alle: John Goodman
Han er typen, man gerne vil spise en hotdog og drikke en øl med på den lokale bodega. John Goodman er og bliver det sikre kort, hvis man vil have en skuespiller, der tilfører lige dele galskab og charme til karakteren. Samtidig bliver han også bare bedre med årene, og han har unægteligt udviklet sig meget siden sit gennembrud som falde-på-halen-komiker i tv-serien ’Roseanne’ fra 1988-1997.
John Goodman er fabelagtig og hylende morsom som den aggressive Walter i’The Big Lebowski’ – ja, alle de Coen-film han medvirker i – og så skal man heller ikke glemme de animationsfilm, han lægger stemme til: Som ’Cars’, ’Monsters Inc.’ og ’Junglebogen’. Nobody fucks with the Goodman!