‘Need for Speed’

‘Need for Speed’

»I feel the need … the need for speed!« proklamerede Maverick i ’Top Gun’, og hvis actionfilmen ’Need for Speed’ – baseret på serien af racerbilspil – har nogen form for eksistensberettigelse, er det, at den til tider formår at give afløb for netop denne trang.

Desværre synes der at hvile en forbandelse over computerspilfilmatiseringer, som sjældent bliver rigtig gode (’Silent Hill’ er mit bud på den hidtil mest vellykkede) og ofte – som her – direkte dårlige.

Filmen fungerer ganske vist rimeligt, når den imiterer sin inspirationskilde, som når Tobey Marshall (Aaron Paul fra ’Breaking Bad’) – der kan manøvrere enhver øse på en 25-øre – i hæsblæsende fart smyger sin specialtunede Ford Mustang sikkert igennem smalle stræder, eller når han tvinger den op imod en rekordbrydende tophastighed på over 300 km/t. Fans af spillene vil utvivlsomt også finde en vis tilfredsstillende nostalgi ved biljagten, hvor vi og Tobey, forfulgt af politibiler langs krogede landeveje, har øjnene klinet til en forrude med indbygget speedometer. Det er scener befriende renset for CGI, hvilket instruktør Scott Waugh med rette har gjort en dyd ud af.

Men så hører de formildende omstændigheder brat op, for filmen består derudover af et papirtyndt plot med sin helt egen logik og en skævvreden ratio imellem lir for sportsvognsentusiaster og meningsløst fyld.

Tobeys mekaniker-homies står for eksempel for alt for mange angiveligt humoristiske indslag, der konkurrerer om, hvilke der er mest overflødige. Imogen Poots (’Fright Night’) spiller en utaknemligt anstrengende rolle som Julia, der efter et ekstrasejt bilhop tværs over trafikerede vejbaner indser, at Tobey er helt igennem fantastisk. Og den onde, onde rival, Dino (Dominic Cooper), er som taget ud af skurkehåndbogen. Allermest tåkrummende er dog Michael Keaton som overfrisk videoblogger, manden bag det prestigefyldte, uautoriserede væddeløbsræs DeLeon.

Endnu værre end filmens papfigurer er manuskriptets bundløse klicheer, inklusive et krampagtigt forsøg på at skyde noget hjerte og følelse i filmen. Dino kører Tobeys unge kammerat – der gudhjælpemig hedder Little Pete og er noget så glad og godmodig – ihjel, og ikke nok med det ryger vores forpinte hovedperson tilmed i spjældet for forseelsen. Da han prøveløslades to år senere, har han kun to ting på sinde: hævn og en sejr i DeLeon.

Det hele er i virkeligheden så tykt, at det næsten er morsomt. Men også kun næsten.


Kort sagt:
På trods af vellavede biljagter lykkes det ikke denne håbløse actionfilm at ophæve forbandelsen over computerspilfilmatiseringer. Fuldstændig som i motorsport skal der basale gearskift og lidt snilde til for at krydse mållinjen i god behold. Ingen af delene finder man i ’Need for Speed’.

Spillefilm. Instruktion: Scott Waugh. Medvirkende: Aaron Paul, Imogen Poots, Dominic Cooper, Michael Keaton. Spilletid: 130 min.. Premiere: 20. marts
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af