‘Når vinden rejser sig’

‘Når vinden rejser sig’

»En kunstner har ti år at være kreativ i. Det handler om at udnytte årene til fulde«, siger den italienske flyfabrikant Caproni på et tidspunkt i ’Når vinden rejser sig’, Hayao Miyazakis seneste og eftersigende sidste spillefilm.

Den japanske mesterinstruktørs fascination af luftfart har altid været markant, og selv Miyazakis legendariske produktionsselskab Studio Ghibli er opkaldt efter et Caproni-fly. Det er derfor passende, at Miyazaki understreger sin forkærlighed for flyvemaskiner ved at lade den japanske flyingeniør Jiro Horikoshi være omdrejningspunktet i dette vindfyldte testamente.

Som dreng drømmer Jiro om at blive pilot, men da øjnene driller, må han ændre fokus, og vi følger Jiros færd fra ingeniørstuderende i 1920’erne til innovativ flydesigner. Det fantastiske univers rigt befolket med overnaturlige elementer, som normalt kendetegner Ghibli-filmene, er her kun til stede i Jiros vidunderligt hæsblæsende drømmesekvenser, og Miyazaki omfavner med ’Når vinden rejser sig’ dermed en langt mere realistisk fortællestil end tidligere.

Samtidig er den smukke barnlighed og uudtømmelige fantasi, der ellers er et af instruktørens vandmærker, erstattet af et modent, afdæmpet og langt mere tragisk udtryk. Under Jiros forsøg på at realisere drømmen om et smukt fly ligger en dyster, men også elegant usagt undertone. For han arbejder på et militærprojekt, og hvert blyantsstrøg på tegnebrættet minder om den lurende Anden Verdenskrig. Man skal ikke være historiestuderende for at regne ud, hvordan det vil ende for de mange japanske piloter, der sætter sig ind i det jagerfly, Jiro hele sit liv har drømt om at designe.

Naturen spiller altid en markant rolle i Miyazakis film, ofte som et sårbart vidunder, der knuses af menneskelig udvikling, men her udebliver den løftede, økologiske pegefinger. I stedet ses naturen i et jordnært perspektiv, og da et voldsomt jordskælv brager igennem landskabet, fremstår den som et brølende bæst, der tvinger et underudviklet Japan i knæ.

Der er dog også en lyrisk kvalitet i naturen, og filmen igennem bærer vinden både en kærlighedsfortælling, Jiros papirfly og den altoverskyggende drøm om at revolutionere luftfartsindustrien frem.

’Når vinden rejser sig’ er en fascinerende og tragisk fortælling om de ofre, man må acceptere for at nå sin drøm i løbet af de ti kreative år, kunstneren har til rådighed. Heldigvis for os har Miyazaki udvidet sit produktive spænd til det tredobbelte. Skulle vi være så uheldige, at han ikke samler pennen op igen, vil ’Når vinden rejser sig’ stå som et smukt, svævende punktum for en uomgængelig filmskabers karriere.


Kort sagt:
Anime-mesteren Hayao Miyazaki returnerer til de højere luftlag med det tragiske epos ’Når vinden rejser sig’. Filmen om en visionær flyingeniørs livsværk står som Miyazakis mest realistiske til dato og er en vigtig påmindelse om, at tegnefilm absolut ikke kun er for børn.

Spillefilm. Instruktion:: Hayao Miyazaki. Stemmer:: Hideaki Anno, Miori Takimoto, Hidetoshi Nishijima . Spilletid:: 126 min.. Premiere:: D. 16. april
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af