’What If’
»Love is stupid monkeys«, skriver den sønderknuste, nyligt single loner Wallace med køleskabsmagneter til sin vens fest, da hans nedadgående spiral af selvmedlidenhed pludselig bliver afbrudt af Chantry – indie-filmens obligatoriske Manic Pixie Dream Girl: pigen, som med sin quirky personlighed og gode musiksmag får overbevist den mandlige, kyniske hovedkarakter om, at ægte kærlighed eksisterer.
I Marc Webbs uimodståelige charmebombe af en film, ‘(500) Days of Summer’, var det Zooey Deschanel, der forførte Joseph Gordon-Levitt med The Smiths, og i Michael Dowses ’What if’ er det den enigmatiske særling Zoe Kazan – barnebarn til filmlegenden Elia Kazan – der tryllebinder Daniel Radcliffe fra første øjekast.
Problemet er bare, at hun er optaget. Og at kæresten selvfølgelig er hot shot-ekspert inden for et eller andet vigtigt og voksent, hvilket slår Wallaces status som lige-droppet-ud-af-medicinstudiet.
»Du er en rådden banan, og han er en lækker nacho-chip« – sådan beskriver Wallaces bedste ven Allan, spillet med sædvanlig dude-attitude af Adam Driver (’Girls’), forskellen på Wallace og fyren, hvis pige han er forelsket i. Så Wallace beslutter sig for at nøjes med det næstbedste – med at være Chantrys ven.
Men som filmens oprindelige titel ‘The F Word’ antyder, så er det der med at være friends med én, man i virkeligheden går og længes efter, temmelig fucked. Og filmens centrale spørgsmål er, om mand og kvinde nogensinde blot kan være venner?
Ifølge Allan, der er en slags reinkarnation af Harry (der mødte Sally), er det naivt at tro, at mænd og kvinder kan have et aseksuelt, givtigt venskab – og som i Rob Reiners klassiker fra 1989 får han ret. Og det er irriterende. For det er jo noget pjat! Hvornår kommer filmen, der rent faktisk hylder et platonisk forhold – a la Harry og Hermione – i stedet for altid at opdyrke og overdrive den seksuelle spænding mellem kønnene? Burde det ikke være indie-filmens appel, at den netop ikke er en regressiv og pladderromantisk omgang BS?
Med ‘What if’ har Michael Dowse fulgt indie-opskriften alt for slavisk, og så kan det faktisk være lige meget, at der flyver massevis af ægte gnister mellem Kazan og Radcliffe, for deres søde flirt og intelligente ping-pong finder sted inden for en komplet forudsigelig og kalkulerende ramme. Gid Kazan selv havde skrevet manuskriptet – så kunne det være, at filmen i det mindste havde haft noget af charmen og legesygheden fra ‘Ruby Sparks’, hvor den unge skuespillerinde ses over for sin real life-kæreste Paul Dano.
Kazan er altså andet og mere end pølsemandens Deschanel, men det ser man ikke i ’What if’, da den har for travlt med at gøre hende til den helt rigtige indie-type, der rocker vintage hornbriller, arbejder som animator og går i strikkeklub.
Kort sagt:
Blød mand desillusioneret af break-up? Tjek. Smuk særling, der åbner mandens hjerte ved at være skør og uforudsigelig? Tjek. Folky tudemusik hver gang, der ikke bliver talt? Tjek. Det slår gnister mellem Radcliffe og Kazan – men rammen er kalkuleret, og det er noget pjat, at mænd og kvinder ikke bare kan være venner.