’The Spoils of Babylon’

’The Spoils of Babylon’

’The Spoils of Babylon’ er en komedieserie, hvor handlingen er fuldstændig ligegyldig – det synes i hvert fald at have været indstillingen hos skaberne, for enhver form for sammenhængende plot lader livet for at gøre plads til platte vittigheder og gags, der gentages i en uendelighed.

Man har ellers gjort mange dramaturgiske krumspring og pakket det her 132 minutter lange gag reel ind i noget af en rammefortælling: Will Ferrell spiller med prostetisk næse manuskriptforfatter og bonvivant, Eric Jonrosh, der introducerer sit tabte tv-mesterværk, ’The Spoils of Babylon’. Herefter starter endnu en rammefortælling, hvor Tobey Maguire i ’Double Indemnity’-stil til en diktafon genfortæller den tragiske historie om, hvordan han bliver adopteret af Tim Robbins’ oliebaron, Jonas Morehouse, og senere falder for sin halvsøster, Cynthia Morehouse, spillet af Kristen Wiig.

Anslaget er med sin uforklarlige restaurant-setting og forvrøvlede monologer fuldstændigt absurd, fuldt af digressioner og tydeligt formet af Will Ferrells improvisationsteknik. Derfor er det også kun sjovt, hvis man kan lide Ferrells surrealistiske schtick, for nogen sammenhængende karaktertegning får man ikke. På samme måde er Kristen Wiigs ulykkeligt forelskede oliebaronesse alt for ofte udsat for meningsforladte monologer, hvor selv hæderlige vittigheder bliver gentaget ad nauseam. Og er det virkelig sjovt at caste en voksdukke med Carey Mulligans stemme, som Kristen Wiig skændes med, i stedet for en rigtig skuespiller eller komiker af kød og blod?

Det er ’The Spoils of Babylon’s centrale problem: Historien bliver alt for lemfældigt fortalt, når man dedikerer et helt afsnit til at lade alle skuespillere bryde karakter og syre ud i en heroinrus på et hotelværelse langt væk fra det øvrige plot.

Nogle gange er et løst manuskript med plads til talentfulde komikeres improvisationer en inspirerende legeplads, hvor skuespillernes særlige talent kan brillere. Her bliver det desværre en sørgelig gang uformåen. Når alle involverede oven i købet leverer rutineprægede præstationer (Will Ferrell, vi ved godt, du elsker knaldede voksenbørn-karakterer!), bliver der tale om en endeløs parade af usammenhængende jokes, der forhåbentligt har været sjovere at skabe, end det er at se på.


Kort sagt:
’The Spoils of Babylon’ spoofer noget så uaktuelt som den episke miniserie á la ’Tornfuglene’ og er med sin rutineprægede komik og overplatte ikke-historie kun for absolut die hard ’Live fra Bremen’-fans.

Tv-serie. Instruktion: Matt Piedmont. Hovedforfattere: Matt Piedmont og Andrew Steele. Medvirkende: Tobey Maguire, Kristen Wiig, Tim Robbins og Haley Joel Osment. Spilletid: 6 afsnit á 22 min.. Premiere: 6. september på C More Play
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af