’Fury’
Når filmskabere beder publikum udholde grove udpenslinger af død og lemlæstelse, forventer man en pointe med galskaben eller – som minimum – en original vinkel. Og David Ayers Anden Verdenskrigsdrama, der blandt andet viser en skrigende tysk soldat, som indhyllet i flammer vælger at skyde sig selv tværs igennem hovedet, er mildt sagt ikke for sarte sjæle.
Norman (Logan Lerman), der indtil 1945 har tilbragt krigen i sikkerhed på et kontor, får en regulær ilddåb under Sergent Don ’Wardaddy’ Colliers (Brad Pitt) kommando. Første ordre: Vask gulvet i grønskollingens nye hjem, Sherman-tanken Fury, rent for de blodige rester af den faldne forgænger, inklusive den smattede forside af et ansigt. Næste ordre: Skyd en krigsfange, der trygler om nåde, i ryggen.
Wardaddys rutinerede slæng, Bible (Shia LaBeouf), Gordo (Michael Peña) og Coon-Ass (Jon Bernthal fra ’The Walking Dead’), betegner jokende deres umenneskelige sisyfosarbejde som »det bedste job nogensinde«, og Ayer, der skrev manuskriptet til ’Training Day’ og siden har instrueret ’Harsh Times’ og ’End of Watch’, evner atter at flette naturlig drengehørm ind i skildringen af hærdede kammeraters hårdkogte hverdag.
Samvittighedsfulde Norman svinger lige vel brat fra knækket uskyld til rasende harme, og selv om det tidligt bliver etableret, at Pitts karakters kølige facade er et selvbedragerisk spil for galleriet, er det nu og da svært at købe, at manden er i stand til at forblive så uanfægtet. Og så hjælper Steven Prices følelsesladede strygere og den sjældent veltimede korsang altså ikke.
Krigssekvenserne er effektive. Den klaustrofobiske stemning i kampmaskinens indre, der var central i Wolfgang Petersens ubådsklassiker ’Das Boot’ og Samuel Maoz’ ’Lebanon’, er ikke i fokus her, for når Fury og tre andre tanks avancerer imod en trægrænse, ses skytsets næsten totale tilintetgørelse hovedsageligt udefra. Et sandt helvede af farverige flammer bryder med ét løs omkring os.
Det står ikke klart, hvorfor netop denne historie fortjener at blive fortalt. Ayer vil vist gerne afdække noget om sammenhold og (mangel på) medmenneskelighed, men udover krigens forfærdeligheder er der ikke meget at tage med sig. Til gengæld er ’Fury’ ubønhørligt ubehagelig og voldsomt medrivende.
Kort sagt:
Der er så godt som intet nyt under solen i David Ayers vellavede Anden Verdenskrigsfilm. Til gengæld er det både intenst og tilpas modbydeligt at overvære Brad Pitts tank skyde mangen en tysker til sauerkraut og plukfisk, og filmen er nervepirrende hele vejen igennem.
Læs også: Shia LaBeouf i syv etaper – fra Disney-dreng til deroute og comeback