’St. Vincent’
Lige siden Charlie Chaplin og lille Jackie Coogan charmede sig ind på biograflærredet i en af historiens mest elskede buddy-komedier, ’The Kid’ fra 1921, har formularen ’Hårdkogt ældre prut møder ensomt barn med livs-ændrende venskab til følge’ affødt en række fine og til tider sort-groteske film som ’About a Boy’, ’Man on Fire’ og ’Bad Santa’.
’St. Vincent’ lægger sig pænt i slipstrømmen på disse uden synderlige ambitioner om at føje nye dimensioner til sin velkendte, publikumsvenlige præmis, men ikke desto mindre med et ganske vindende kort på hånden: Bill Murray.
Rollen som den mavesure, livstrætte Vincent er skræddersyet til Bill Murrays knastørre sarkasme, og at parre den 64-årige komiker med en velspillende lille taber på 12 (Jaeden Lieberher) er så oplagt en idé, at det undrer, at større instruktører end Theodore Melfi ikke for længst har shanghajet Murrays ydelser til en mere ambitiøs film i genren.
Vincent er det på overfladen typiske dumme svin af en fordrukken krigsveteran, hvis eneste menneskelige kontakt er med sin lokale barmand og den russiske luder Daka (en karikeret Naomi Watts, som i år synes at bestræbe sig på at få publikum til at glemme, hvilken glimrende skuespillerinde hun kan være). Men da den nyligt fraskilte Maggie (Melissa McCarthy) flytter ind i nabohuset med sin søn Oliver, bliver Vincent modvilligt inddraget i den lille families liv som alternativ babysitter for knægten.
Et venskab spirer, Vincent lærer Oliver at forsvare sig imod skolegårdens rødder (et par scener låner lovligt langfingret fra ’Bad Santa’), og langsomt går det op for både os og drengen, at den gamle mand ikke er det endimensionelle, spilleglade røvhul, han lader sine omgivelser se.
Chris O’Dowd trækker et par grin hjem som katolsk friskfyr-klasselærer (»Katolicismen er den bedste religion af alle – vi går i bedre tøj«), mens Terrence Howard er underudnyttet som ligegyldig inkasso-gangster. Og mens Bill Murray naturligvis kan sin evigt underholdende bitterpik-rutine på fingerspidserne, er Melissa McCarthy på anderledes ny, men klædelig grund i en mere alvorstung rolle, end vi har set slapstick-skuespillerinden i tidligere.
De publikummer, der slår bagdelen i sædet med en forventning om at se en løssluppen ordkrig mellem den gamle ’Ghostbuster’-gavflab Murray og den kommende ghostbuster McCarthy, vil således blive slemt skuffede, hvorimod mere beskedne forventninger til gengæld sikrer en hjertevarm lille biografoplevelse.
Mere Murray, tak.
Kort fortalt:
Bitter gammel mand møder trist lille knægt, og et venskab spirer mellem de to ensomme eksistenser. Det hele er set før og er så forudsigeligt som en lykkelig slutning i en Disney-film. Alligevel formår Bill Murray med vanlig tørhed at gøre ’St. Vincent’ til et oprigtigt sødt bekendtskab.
Læs også: De fænomenale øjeblikke, der gør Bill Murray til Bill Murray