Tre trailer-tanker:
Instruktion: Paolo Sorrentino. Medvirkende: Michael Caine, Paul Dano, Rachel Weisz, Harvey Keitel. Dansk premiere 19. november.
1) Paolo Sorrentino blev røvrendt på bibelsk facon, da han i 2013 måtte gå tomhændet hjem fra Cannes, selv om han havde mesterværket ’Den store skønhed’ med i hovedkonkurrencen. Den mageløse ode til Fellini var den foreløbige kulmination på den italienske mesters oeuvre, en skiftevis stilfærdigt melankolsk og vidunderligt overgearet udforskning af det hedonistiske festliv i den italienske overklasse – og af livet i det hele taget.
2) Med sin anden engelsksprogede film, ’Youth’, vender instruktøren efter alt at dømme tilbage på Croisetten with a vengeance, og dømt ud fra filmens første teaser er formlen den samme som i hans seneste konkurrencedeltager: Et følsomt kvindekor på soundtracket, et svævende kamera og ekstreme forstørrelser af isolerede lyde. Læg dertil Michael Caine med tilbagestrøget hår a la ’Den store skønhed’s Toni Servillo, og vi har det, der ligner en amerikansk kopi af instruktørens seneste mesterværk – dog uden italiensk festivitas i de sene nattetimer.
3) Intet ondt ord skal lyde herom, tværtimod. Sorrentinos amerikanske debut, ’This Must Be the Place’ med Sean Penn som Robert Smith-klon, er instruktørens svageste film, en kulørt, intetsigende skygge af hans italienske mesterværker (’Il Divo’ og ’Consequences of Love’ foruden ’Den store skønhed’), hvor de stilistiske fiksfakserier stjal fokus fra plottet, og dialogen tydeligt led under instruktørens tvivlsomme engelskkundskaber. Derfor er det positivt at se Sorrentino på sikker grund i ’Youth’, hvor han tilmed har allieret sig med et strålende cast: Rachel Weisz, Harvey Keitel og Paul Dano akkompagnerer Caine på rollelisten.
Læs også: Italiensk Oscar-vinder laver serie om fiktiv amerikansk pave
Lyt til Soundvenue Filmcast: Nådesløs Hollywood-satire / Xavier Dolans ‘Mommy’