’La Grazia’: Mesterinstruktør gør skaden god igen med sit mindst liderlige magtportræt
FILM. For to år siden præsterede Paolo Sorrentino for første gang i karrieren et decideret fejlskud.
På papiret var det ellers forfriskende, at den italienske mester bag ‘Den store skønhed’, ‘Youth’ og ‘The Hand of God’ prøvede kræfter med sin første kvindelige hovedrolle. Men desværre var ’Parthenope’ en ærgerligt famlende film, der tonedøvt objektiviserede sin ofte letpåklædte og påfaldende passive protagonist.
Nu er Sorrentino tilbage med sin 10. film, der (muligvis tilfældigt) fungerer som et modsvar til male gaze-kritikken. ‘La Grazia’ er nemlig hans mindst liderlige værk til dato. Ganske uvant for instruktøren møder vi ikke en eneste sexscene eller afklædt karakter undervejs. Han vil ikke forføre eller invitere til fest.
Dog er der bestemt en del ligheder med tidligere hovedværker. Sorrentinos altid fremragende hofskuespiller Toni Servillo har igen hovedrollen som en magtfuld mand i sit livs efterår. For tredje gang – efter de legesyge premierministerportrætter ‘Il divo’ og ‘Silvio og de andre’ – gestalter han tilmed et italiensk statsoverhoved.
Med vanligt tilbageholden, men alligevel udtryksfuld mimik, der sikrede ham den mandlige skuespilpris på Venedig-festivalen i 2025, spiller han en fiktiv præsident ved navn Mariano De Santis.
Hærdet Beton lyder hans øgenavn. De Santis besidder nemlig en stoisk ro, en ophøjet kølighed, en urokkelig katolsk tro og en fortid som dommer – en pakke, der har sikret ham topposten i italiensk politik gennem årtier. Nu har han seks måneder tilbage af sin sidste embedsperiode inden pensionen, og fordums skarphed er pludselig afløst af tvivl, afsavn og forvirring.
»Aurora, jeg savner dig«, lyder hovedpersonens første (indre) replik. Han står på taget af en høj regeringsbygning sammen med sin trofaste bodyguard Massimo og ryger i smug en cigaret, mens han tænker på sin afdøde hustru. Hun er faktisk nærmest det eneste, han tænker på. Siden hendes død har sorgen overskygget alt andet.
Det irriterer deres datter gevaldigt. Hun arbejder som hans personlige assistent og presser ihærdigt på for, at han tager stilling til benådningsansøgninger og underskriver en ny lov om aktiv dødshjælp, inden han træder af.
I stedet kommer han typisk med (for omverdenen) irrelevante betragtninger som: »Jeg er begyndt at falde i søvn, når jeg beder«.
Egentlig havde ‘La Grazia’s fortælling ikke behøvet at udspille sig i de parlamentariske rammer. For selve spillet om magten, som hovedpersonen åbenbart har mestret gennem hele sit liv, træder fuldstændigt i baggrunden. Det kan tælles på én hånd, hvor mange kollegaer, der viser sig på hans kontor i løbet filmen, og hans arbejdsdage virker påfaldende begivenhedsløse.
Det er en forspildt mulighed, at Sorrentino slet ikke berører sit lands politiske klima i disse tider, hvor man fra 2022 har haft den mest højreorienterede regering siden Anden Verdenskrig. Premierminister Georgia Meloni bruger i høj grad den katolske tro, der har en vægtig plads i Sorrentinos oeuvre, som et identitetspolitisk våben. Det havde været interessant at se den lige dele provokationslystne og nostalgiske filmskabers udlægning af disse strømninger.
At De Santis lever en isoleret tilstedeværelse hævet over både politisk er dog logisk, når man holder filmen op mod Sorrentinos tidligere værker. Hovedpersonen, der nærmest minder om en ensom monark, passer således ind i instruktørens arketype af magtpersoner, der har opnået en plads blandt Italiens elite, men alligevel (eller måske netop derfor) kæmper med følelser af stilstand, meningsløshed og tomhed.
Med sin ofte pompøse stiler plejer Sorrentino også i nogen grad at forherlige det overfladiske og lystige overklasseliv, men i den henseende fremstår ‘La Grazia’ mere melankolsk, nedtrykt og moden.
Vanen tro har instruktøren selvfølgelig sørget for en række farverige indslag og spøjse bikarakterer, herunder en pave på motorcykel og en grædende astronaut. Men han er mest optaget af De Santis’ indre rejse. Længslen efter Aurora. Den store kærlighed, som han måske aldrig fik udtrykt tilstrækkeligt, mens hun levede. Og som nu i stedet udmønter sig i en besættelse af en anonym elsker, med hvem hun engang var ham utro.
»Aurora, når jeg husker, dør jeg«, siger De Santis, mens han tænker tilbage på deres unge dage, iscenesat i smukke, tågefyldte landskabsbilleder af den altid virtuose æstetiker Sorrentino og hans efterhånden faste filmfotograf Daria D’Antonio.
Døden sniger sig ind på præsidenten, men det gør følsomheden og sårbarheden heldigvis også – i alle dens mere eller mindre klædelige afskygninger.
Sorrentino viser, at alderdommen ikke nødvendigvis er yndefuld. Det er hans eftertænksomme nye film til gengæld.
Kort sagt:
Efter skuffelsen ‘Parthenope’ er Paolo Sorrentino tilbage med en mere hjemmevant og vellykket fortælling om en aldrende mand med stor magt og en mindst lige så stor livskrise. Instruktøren har for en gangs skyld skruet helt ned for sex, forførelse og fester i ‘La Grazia’, der i højere grad er en dvælende og eftertænksom indre rejse.