‘Ballers’ (sæson 1)

‘Ballers’ (sæson 1)

»Get rich, get laid, have fun«.

Sådan lyder catchphrasen fra HBO’s nye tv-serie, ‘Ballers’. Og ligesom med kabelkanalens tidligere flagskib, den beslægtede ’Entourage’, udgør disse tre beskedne mål faktisk den primære handling.

Producer Mark Wahlberg har skiftet Hollywood og Californien ud med Miami og amerikansk fodbold, og Dwayne ’The Rock’ Johnson indtager tv-seriens hovedrolle som den tidligere Miami Dolphins-spiller Spencer Strassmore, der sammen med sin Charlie Runkle-lignende kammesjuk Joe (Rob Corddry fra ’Warm Bodies’ og ’Hot Tube Time Machine’) sætter sig for at ville at vejlede og repræsentere topspillerne i NFL-ligaen.

Første kunde i butikken er wide receiver Ricky Jerret, som bliver fritstillet af Green Bay Packers, da han konstant er i medierne af de forkerte årsager. Han spilles af Denzel Washingtons søn, John David Washington, der er karismatisk og autentisk som den arrogante uromager, som Spencer har svært ved at holde ude af problemer som utroskab og slåskamp.

En anden af Spencers og Joes udfordringer er at overbevise stjernespilleren Vernon til at skrive kontrakt. Han rådgives af sin flabede barndomsven Reggie, der ikke nemt lader sig imponere. Det fører til misundelsesvækkende og morsomme øjeblikke, som når Joe låner sin strikse chefs kæmpemæssige luksusyacht og forvandler den til en fest af ’Project X’-dimensioner i håb om at imponere potentielle kunder. ’Ballers’ blæser på Bechdel-testen, imens babes og bare bryster twerker i takt til O.T. Genasis’ ’CoCo’, og tv-serien er nok mest for NFL-interesserede drengerøve, der fanger referencer som Victor Cruz, salsadans, IDF-fantasy-ligaer og ydmygelsen ved at spille speciel teams eller for Jacksonville Jaguars.

’Ballers’ er ’Entourage’ set fra agenten Ari Golds perspektiv. Vernon er deres Vincent Chase, og barndomsvennen Reggie er Eric, en uvidende pestilens i agentens planer.

Selvom Spencer i allerførste scene tager smertestillende piller, fordi karrierens mange hjernerystelser i karrierenen har givet ham vedvarende mén, så er serien mere biler og babes end af den farlige, men populære sportsgren.

Vi bliver introduceret for mobning af nytilkomne spillere på træningsbanen og møder pengegriske stjernespillere, men ’Ballers’ vil i sidste ende helst kun lege rundt i den lette afdeling.

Måske er HBO bange for, om NFL vil tage den fremragende dokumentarserie ’Hard Knocks’ om NFL’s træningslejre fra dem. ESPN havde i hvert fald samme problem med den ’Ballers’-lignende serie ’Playmakers’ fra 2003 om professionelle spilleres problemer uden for banen, der desværre måtte afsluttes tidligt, da ESPN’s live-dækning af NFL pludselig kom i fare.

Man kan håbe, at ’Ballers’ stadig efterlader et lille svirp med halen til NFL-spillernes stofmisbrug og sportens livstruende skader. Det ligger lige til højrebenet, når fortællingen går i dybden med Spencers egen fortid – både hvad angår spillet på banen og udenfor.

Peter Berg har instrueret komedieseriens første afsnit, men ’Ballers’ arver desværre mere af instruktørens spektakulære drengerøvs-fantasier fra ’Battleship’ end de dybtfølte og vedkommende personkonflikter fra hans football-serie ’Friday Night Lights’.

Modsat Mark Wahlberg og Dwayne Johnson sidste samarbejde, den flade bodybuilder-film ’Pain & Gain’, har ’Ballers’ dog trods alt både charme og en god portion humor.


Kort sagt:
’Ballers’ blæser på Bechdel-testen og hæver sig ikke for alvor over den primitive begejstring for at se babes, blærede biler og bare bryster, men for drengerøve, der elsker amerikansk fodbold, er denne nye HBO-satsning en bestået erstatning for ’Entourage’.

Anmeldelsen er baseret på tv-seriens fire første afsnit.

Læs også: Vores forventninger til HBO’s kommende komedieserier

Tv-serie. Hovedforfatter: Steve Levinson . Medvirkende: Dwayne Johnson, John David Washington, Rob Corddry, London Brown . Spilletid: 10 afsnit á 30 min. . Premiere: Kan ses på HBO Nordic
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af