’Sons of Anarchy’ – hele serien

Efter seks år og syv sæsoner afsluttede Kurt Sutter, der tidligere havde stået bag politiserien ’The Shield’, i december 2014 sin fortælling om biker-klubben Sons of Anarchy Motorcycle Club Redwood Original (SAMCRO) i den fiktive californiske by Charming.

Det er en serie med drama for alle pengene: Våbensmugling, pornografi, narkohandel, banderivalisering, korrupt politi og opportunistiske politikere.

Og det kunne have været svært at relatere sig til disse forvoksede drengerøve med lædervest og barske miner, hvis det ikke havde været for den helt almenmenneskelige tematik, der er seriens virkelige centrum: Forholdet mellem fædre og sønner.

Den centrale karakter, Jackson ‘Jax’ Teller (Charlie Hunnam), er søn af klubbens grundlægger John Teller, og vi erfarer allerede i første afsnit gennem farens efterladte manifest, at John havde andre planer for SAMCRO end dem, klubbens nuværende præsident, Clay Morrow (Ron Perlman), holder i hævd. Faderens manifest bliver et fokuspunkt for Jax, idet han gradvist sætter spørgsmåltegn ved klubbens ulovlige aktiviteter og sin egen plads i verden.

Foruden at styre SAMCRO’s forbryderiske samarbejder er Clay også Jax’ stedfar, idet han er kæreste med moren Gemma (Katey Sagal). Det står klart, at Clay og Gemma allerede havde et forhold, mens Jax’ far levede, og at Clay havde en væsentlig aktie i at detronisere John som klubpræsident. Perlman portrætterer Clay overbevisende som en egenrådig og grådig mand, som ikke skyer nogen midler for at nå sine mål. Serien bygger tålmodigt, men suspensefyldt op mod det store opgør, mano-a-mano, mellem ham og Jax.

Når Jax pludselig begynder at tvivle på sin egen identitet som skånselsløs outlaw, hænger det ikke mindst sammen med hans egen rolle som far til Abel (sæson 1) og Thomas (sæson 4) og de åbenlyse udfordringer med at give sine børn de bedste rammer for en tryg opvækst, når man samtidig har et ansvar for sine klubbrødre.

Den kriminelle løbebane bliver mere og mere intrikat, og voldsspiralen accelererer voldsomt i de sidste sæsoner i takt med Jax’ gradvise resignation i forhold til at implementere farens idealisme om at gøre SAMCRO legit. Efterhånden kommer serien også til at handle om, hvorvidt karakterernes tilværelser er skæbnebestemt, for klub-rygmærket hviler som et tungt skæbnelod, uanset om man selv er medlem af SAMCRO eller ej.

Temaer som venskab, kærlighed, familie og loyalitet transcenderer selv de mest voldelige øjeblikke og hæver serien til mere end blot et blodigt biker-drama. Og bikarakterer som Opie (Ryan Hurst) og Juice (Theo Rossi) er så mangefacetterede og elskværdige, at man kun kan have sympati med dem.

Bag de kriminelle mænd står de markante kvinder, som skaber harmoni og balance i ‘Sons of Anarchy’s udtalte alfahan-univers. Først og fremmest føromtalte Gemma, Jax’ mor, men i høj grad også hans elskede Tara (Maggie Siff).

Tara er en dygtig kirurg på det lokale hospital, men bliver også huslæge for The Sons og er således infiltreret, ‘patch’ eller ej. Hun beder gentagne gange Jax forlade klubben og drage bort med hende og drengene. Arven fra John og Gemma hviler som en tung, deterministisk skygge over Tara og Jax.

Siff leverer en glimrende præstation som Tara, men det er i høj grad Sagal, der stråler i rollen som Gemma, der pendulerer mellem kærlig mor, omsorgsfuld bedstemor og aggressiv kvinde i både korporlige og verbale bitch fights. Hun er stærkest, når sårbarheden hænger uden på tøjet i scenerne med Gemmas demente far Nate (Hal Holbrook) og nye kæreste Nero, spillet af en veloplagt Jimmy Smits.

‘Sons of Anarchy’ er et suverænt drama. Voldsudgydelserne får i perioder vel meget spillerum, men det fjerner ikke fokus fra seriens absolutte force: De veltegnede og -spillede karakterer, deres glæder og genvordigheder med at gebærde sig i en verden og en tilværelse, som synes udlagt for dem på forhånd.