Instruktion: Steven Spielberg. Medvirkende: Tom Hanks, Amy Ryan, Billy Magnussen, Alan Alda. Dansk biografpremiere 15. oktober.
Tre trailer-tanker:
1. Spielberg har alle dage haft en hang til det fædrelandskærlige – fra ’Saving Private Ryan’s billeder af blafrende amerikanske flag til hyldestportrættet af USA’s alfader, Abraham Lincoln. Med ’Bridge of Spies’ hylder han igen forfatningens bevingede ord i en nervevridende koldkrigsthriller, hvor linjerne ser ud til at være trukket skarpt op mellem de røde og de renhjertede.
2. Man må håbe, at ’Bridge of Spies’ løfter sig over den firkantede nationalhymne, for ensidig nationalisme er lidet ønskværdig i en polariseret verden. Med Spielbergs filmografi in mente kan man frygte, at hans kærlighed til sit fødelands værdier blokerer for en dybere forståelse for den anden side, selv om Tom Hanks’ fremhævelse af kommunisternes krav på retssager virker formildende ud fra traileren at bedømme.
3. Spielberg er i særklasse på den tekniske front, og de halsbrækkende CGI-skud af nedstyrtende jetfly giver løfter om enestående filmmagi. Selv om instruktøren nærmer sig 70 somre, stråler hans billeder af en livslang kærlighed til mediet, en barnlig glæde over biografmørkets virkelighedsflugt. Det er muligvis på den baggrund, at man skal se den stedvise mangel på nuancer: Instruktøren sætter alle sejl til i form af hårrejsende kamerature, bombastiske strygere og skarpe konflikter for at lade sin seer opsluge i de levende billeders univers.
Læs også: Spielberg skal instruere filmatisering af sci-fi-bestseller