‘Ant-Man’
Det er fascinerende at forestille sig, hvordan verden ville tage sig ud, hvis man var lillebitte, ikke?
‘The Incredible Shrinking Man’ fra 1957 og ‘Honey, I Shrunk the Kids’ fra 1989 realiserede mindeværdigt dette tankespind, og konceptet har i 2015 stadig høj underholdningsværdi på det store lærred i Marvels ‘Ant-Man’, hvor den godmodige indbrudstyv Scott Lang får sine lange fingre i en dragt, der kan forvandle ham til myrestørrelse.
Beklageligvis er instruktør Peyton Reeds (‘Bring It On’, ‘Yes Man’) spillevende fabuleren i scenerne, hvor Scott skal begå sig i miniatureformat – eksempelvis i et badekar og ovenpå et Thomas Tog – de eneste slående lyspunkter. Inden Reed overtog instruktørstolen udviklede det britiske vidunder Edgar Wright (‘Shaun of the Dead’, ’Hot Fuzz’) projektet i otte år, og der kan vist ikke herske skyggen af tvivl om, at han ville have lavet en radikalt anderledes og markant skarpere superheltekomedie. Men hvor stor en del af det oprindelige manuskript, der overlever i Adam McKay (‘Anchorman’) og hovedrolleindehaver Paul Rudds omskrivning, kan man selvfølgelig kun gisne om.
Historiens dramatiske kerne er så traditionel, at det halve kunne have været nok. Scotts nuttede datter Cassie (Abby Ryder Fortson fra ‘Transparent’ og ‘Togetherness’), der bor hos ekskonen Maggie (Judy Greer) og hendes nye kæreste Paxton (Bobby Cannavale), ser i forvejen sin far som en helt, og han er desperat efter at gøre sig fortjent til hendes uforbeholdne beundring.
Rudds spil er lige så forbløffende anonymt, som Chris Pratts for nylig var det i ‘Jurassic World’, og Michael Douglas er tør som Hank Pym, den insektforsker og fysiker, der i sin tid opfandt myremandsdragten og nu har brug for Scott i kampen mod sin forhenværende protegé, tudeprins-megalomanen Darren Cross (Corey Stoll).
Resten af castet og deres karakterer er heller ikke meget bevendte – lige bortset fra Michael Peña, der momentvis er særdeles morsom som Scotts maniske og uduelige ven. Selv ikke Evangeline Lilly (‘Lost’) formår at gøre Hanks egenrådige datter, Hope van Dyne, charmerende, og den fortærskede konflikt imellem de to forekommer så unødvendigt konstrueret, at det næsten giver myrekryb.
‘Ant-Man’ mangler friskhed og kant. Også filmens jokes er i bedste fald uinspirerede, i værste fald dovne, og man kommer hurtigt til at savne de fandenivoldske gags fra sidste års Marvel-hit, ‘Guardians of the Galaxy’.
Kort sagt:
Marvels ‘Ant-Man’ med Paul Rudd er en endnu mere tynd og lunken kop te end tegneseriestudiets gennemsnitslige biografoutput. For kompetent miniatureeskapisme her og der er ingenlunde tilstrækkeligt, når skuespillerne er sløve og deres jokes lander som maveplaskere.