Mange store instruktører har en hofskuespiller – som Scorsese med De Niro og siden DiCaprio – men David O. Russell har to.
I screwballkomedien ‘Silver Linings Playbook’ og opfølgeren ‘American Hustle’ forenede han Jennifer Lawrence og Bradley Cooper og, må man nok sige, med en vis succes: Begge skuespillere blev Oscar-nomineret for begge film, og J-Law vandt endda for den første.
Man forstår derfor godt, at trioen fortsætter samarbejdet, og det nyeste skud på stammen er ‘Joy’. Den første teaser-trailer afslører ikke meget om plottet, men filmen handler om stærke kvinder i flere generationer, heriblandt opfinderen af gulvmoppen Miracle Mop, Joy Mangano, spillet af Jennifer Lawrence (Joy, altså, ikke gulvmoppen).
De øvrige kvinderoller, som endnu ikke er nærmere defineret, spilles af kompetente kræfter som Virginia Madsen og Isabella Rossellini. Der er dog også andre mænd end Cooper på rollelisten, heriblandt Robert De Niro, som fik et fint kunstnerisk comeback med sin ligeledes Oscar-nominerede præstation i netop ‘Silver Linings Playbook’.
‘Joy’ får dansk premiere 7. januar og må allerede nu anses som en seriøs Oscar-contender, hvor Russell igen blander melodramatisk alvor med kvik komik, denne gang dog med et anderledes episk tilsnit end tidligere.