‘Southpaw’
Jake Gyllenhaal må regnes for en af tidens mest intense amerikanske skuespillere.
Hans foruroligende præstation som den skruppelløse Lou Bloom i Dan Gilroys ’Nightcrawler’ fra sidste år udløste velfortjente sammenligninger med Robert De Niro i ’Taxi Driver’. Og som den ubesejrede bokser Billy Hope – der deler både profession og personlighedstræk med en anden af De Niros store karakterer, Jake La Motta fra ’Raging Bull’ – er Gyllenhaal igen i topform i Antoine Fuquas mørke sportsdrama. Ikke mindst fysisk, hvor han i stil med Christian Bales kropslige forvandling fra ’The Machinist’ til ’Batman Begins’ på rekordtid har transformeret sig fra ranglet til pumpet. Hver en muskel er spændt til bristepunktet.
Gyllenhaal går all in i boksescenerne. ’Training Day’-instruktøren Fuqua inkorporerer optiske point of view-skud fra Billys synsvinkel, så vi oplever, hvordan det ser ud, når slagene hagler ind over én. I andre close-ups ser vi hans opspilede øjne lyse af vredesvanvid, når han som et vildt dyr forsøger at intimidere sine modstandere.
Hans kone Maureen (Rachel McAdams) er den omsorgsfulde og intelligente kvinde bag den simple mand, der har brug for at blive beskyttet mod promotere som den kyniske Jordan (50 Cent). Billys succesfulde liv som regerende mellemvægtschamp imploderer dog, da en provokation fra konkurrenten Miguel Escobar (Miguel Gomez) fører til et voldsomt slagsmål, hvor Maureen mister livet. Og ondt bliver til værre, da Billy brækker næsen på en dommer og både mister retten til sin karriere og sin datter.
’Sons of Anarchy’-hovedforfatter Kurt Sutters manus får dog aldrig ordentligt fat i emner som skyldfølelse og sorg, men skruer med gamle kendinge som »det skulle være dig, der blev dræbt« i stedet op for melodramaet. Og vi nikker genkendende til sportsfilmdramaturgien, når den disciplinerede træner Titus (Forest Whitaker) som en anden Mr. Miyagi lærer Billy at holde sine aggressioner i skak.
’Southpaw’ er altså ikke en klokkeklar knockout. Heldigvis kommer den velspillede film så solidt fra start, at de genkendelige greb og den forudsigelige plotudvikling aldrig helt overmander vores medlidenhed med den småsølle, men grundlæggende sympatiske fighter.
Kort sagt:
Tragedie fylder mere end sport i Antoine Fuquas boksedrama, hvor det er svært ikke at få ondt af Jake Gyllenhaals temperamentsfulde (eks-)verdensmester, der ikke er meget værd uden for ringen. Se ‘Southpaw’ for hans dedikerede præstation.