Youtube-kanalen ’Screen Junkies’ har med deres sjove og skarpe ’Honest Trailer’-videoer gang på gang pillet store Hollywood-film fra hinanden, og alt fra ’Frozen’ til ’The Avengers’ har fået ørerne i maskinen, når en hæs og humoristisk trailerstemme præsenterer filmenes sande ansigt-
Nu er turen kommet til sommerens mest roste blockbuster, den frådende og ustyrlige actionfilm ”Mad Max: Fury Road’ – og her må selv holdet bag ’Honest Trailers’ bøje sig i støvet for filmens old school-tilgang til halsbrækkende action.
Filmen, der er instrueret af manden bag den oprindelige ‘Mad Max’-trilogi, 70-årige George Miller, får naturligvis et par kærlige dask med på vejen, når både Tom Hardys gryntende sidekick-optræden i titelrollen og et konsekvent vandspild i den postapokalyptiske ørkenverden vækker undren.
Alligevel er det linjer som »et håndlavet mesterværk af død og ødelæggelse« og jubelråb efter flere af filmens mest spektakulære scener, der giver ‘Mad Max: Fury Road’ en overraskende blid medfart og understreger actionbragets brug af praktiske effekter som et forfriskende pust blandt Hollywoods normalt så CGI-overlæssede blockbusters.
I øjeblikket er franchisens femte film under udvikling med titlen ‘Mad Max: The Wasteland’ – og endnu engang er instruktør George Miller og titelrollens Tom Hardy om bord.