Efter Jon Stewarts stjernespækkede og følelsesladede exit tidligere på måneden, skal ’The Daily Show’ som bekendt betræde nye græsgange med komikeren Trevor Noah i spidsen.
Den 31-årige sydafrikaner blev i marts måned annonceret som Stewarts afløser, og nu bringer Comedy Central et smugkig på den relativt ukendte komiker, når han – svøbt i højtidelig slowmotion og til de selvsikre toner af Kanye Wests ‘Power’ – kører kontorstolen i stilling for første gang.
På et pressemøde tidligere på året udtalte Trevor Noah, at Jon Stewarts 16 år som vært på showet utvivlsomt bliver en tung arv at løfte. Han håber dog på at kunne få tid til at vokse i rollen.
»Med tiden håber jeg at kunne få samme indflydelse, som Jon havde«, sagde Noah.
Trevor Noahs debut i nyhedssatirens hovedsæde finder sted 28. september, hvor ’The Daily Show’ igen løber over skærmen på Comedy Central.