Pixar har igennem årene skabt nogle af de sjoveste film i verdenshistorien – og nogle af de sørgeligste scener undervejs.
Intet andet filmstudie formår i samme grad at trække i publikums hjertestrenge og frembringe tårer hos selv de mest mandlige af mænd. Ikke undertegnede naturligvis. Jeg vil dog indrømme, at jeg af en eller anden årsag overraskende tit har fået noget i øjet, når Pixars mesterligt orkestrerede pixels ruller over skærmen. Det må være noget med airconditioneringen i biografen.
Man kunne godt få den mistanke, at de gode folk hos Pixar måske ikke er så gode endda. De står jo i hvert fald bag beslutningen om at lade Nemos mor blive spist af en barracuda i ‘Finding Nemo’. De var ansvarlige for Sully og Boos afskedsscene i ‘Monsters Inc.’ Og det var dem, der forårsagede komplet Kleenex-alarm, da legetøjskammeraterne i ‘Toy Story 3’ var på vej ind i afbrændingsanlægget. De er nogle kyniske skiderikker, de der Pixar folk – og nu har vi beviset på det!
Det viser sig nemlig, at de ligefrem forsker i menneskelig ulykke. Ved hjælp af tåre-analyser og kedhedstests arbejder de i døgndrift på at optimere publikums ‘gråd til grin’-kvotient, og arbejdet foregår i deres hidtil hemmeligholdte ‘Sad Lab’.
Alt dette afsløres i denne tre minutters rystende minidokumentar. Følelsesmanipulation af værste grad. Spoiler alert: Det er en sketch.
Kenneth Sarup er fast comedyskribent for Soundvenue.