Den britiske blockbuster-ingeniør Christopher Nolan gik på alle måder large med sidste års episke og visionære rumfilm, ’Interstellar’, og der har længe været spekuleret i, hvad instruktørens næste projekt vil byde på.
En storfilm i samme, buldrende boldgade som ‘Inception’, ‘Interstellar’ og hans tre Batman-film eller en tilbagevenden til fordums ’Memento’- og ’Insomnia’-thrillertider?
Det spørgsmål står endnu ubesvaret. I stedet for detaljer eller bare en titel på Nolans næste film har selskabet Warner Bros. nemlig blot offentliggjort, at den får premiere 21. juli 2017, hvilket er en uge efter Matt Reeves’ ’War of the Planet of the Apes’ og en uge inden Sonys endnu unavngivne ’Spider-Man’-reboot.
Nolan har tidligere ytret ønske om at instruere en James Bond-film, og han har efter eget udsagn et endnu urealiseret manuskript om filminstruktøren og flypioneren Howard Hughes liggende i skrivebordsskuffen. Lad gættelegen begynde!
Læs også: Christopher Nolans film fra værst til bedst