»Sker der, dansker?« har komikerduoen ‘Adam & Noah’ spurgt på Facebook og Youtube og i små, charmerende klip på under et minuts varighed italesat det danske folkefærds spøjse vaner – med fokus på alt fra fredagsslik til dyrekort-fanatisme og festival-livets uhæmmede drukkultur.
Og succesen har været stor – så stor, at duoen nu får deres eget ugentlige satireprogram på DR2 med den passende titel ‘Hva’ sker der, danskere?’.
»Med ’Hva’ sker der, danskere?’ vil vi på DR2 gerne tilbyde seerne satire, hvor både Brian, Katja, Abdi og Sema kan grine med – både af sig selv og ’de andre’«, lyder det fra DR2-redaktør Jonathan Herri, der ser frem til at opgradere internetsensationen til landsdækkende tv.
»’Adam og Noah’ er allerede et hit på YouTube og Facebook, og seeren kan forvente at grine af nogle af de samme ting, som de allerede er kendt for. Men på tv er der mulighed for at give plads til endnu mere af den satiriske tilgang til den danskhed, som vi alle sammen er en del af’«.
Da ‘Adam & Noah’ for nyligt annoncerede deres første live-show på Bremen Teatret, blev billetterne revet væk, mens også det hasteplanlagte ekstrashow måtte melde udsolgt på rekordtid. Derfor har duoen nu planlagt endnu et ekstrashow i Bremen Teatret samt en omfattende Danmarksturné, der blandt andet tager drengenes samfundssatiriske og selvironiske humor omkring Aalborg, Aarhus og Odense.
Programmet ‘Hva’ sker der, danskere?’ kan ses hver torsdag kl. 22 på DR2 fra 24. september, mens planen for danmarksturnéen kan ses her:
5/2 – Bremen Teater, København – UDSOLGT
6/2 – Bremen Teater, København – UDSOLGT
9/3 – Skråen, Aalborg
12/3 – Bremen Teater, København – EKSTRA
17/3 – Badeanstalten, Slagelse
18/3 – Magasinet, Odense
19/3 – Sønderborghus, Sønderborg
22/3 – Godset, Kolding
23/3 – Train, Aarhus
30/3 – Gimle, Roskilde
31/3 – MCH Herning Kongrescenter
1/4 – Holbæk Teater
Billetter til showet kan købes her.