Ridley Scott afslører centrale detaljer om ‘Prometheus 2’ – blandt andet om Michael Fassbenders tilbagevenden

Med sine mystiske, bleghudede engineers, et ceremonielt rumpalads fuld af mærkværdigheder og en overhængende uklarhed om, hvad det hele egentlig handlede om, blev ’Prometheus’ ikke det brag af en sci-fi-film, mange havde regnet med, da den ramte biograferne i 2012.

I et interview med Deadline åbnede instruktøren Ridley Scott for nyligt op for sine planer med fortsættelsen, ’Prometheus 2’, der muligvis vil udfylde nogle af filmens gådefulde huller, og som endnu engang vil give plads til Michael Fassbender som androiden David.

»Fassbender laver denne her med mig, og produktionen er sat til at begynde i februar. Jeg er i den forberedende fase nu«, sagde den 77-årige instruktør, der herefter uddybede, hvad filmen kommer til at handle om.

»Man kan ikke rigtigt lade den første film være, fordi den slutter på en for specifik sætning, idet hun (Elizabeth Shaw spillet af Noomi Rapace, red.) siger ’jeg vil hen til, hvor de kommer fra, jeg vil ikke tilbage til, hvor jeg selv kommer fra’. Jeg synes den dybere mening med filmen føltes lidt ufærdig og grandios, men den stiller et godt spørgsmål: ’Hvem skabte os’?«.

‘Prometheus 2′ har endnu engang svenske Noomi Rapace i hovedrollen, og som Scott tidligere har udtalt, vil en nydesignet og hidtil uset alien-race optræde i filmen, som forventes at få premiere i 2017.

Inden da kan man dog glæde sig til Ridley Scotts sci-fi-eventyr med Matt Damon, ’The Martian’, der for nyligt høstede fornemme anmeldelser på filmfestivalen i Toronto, og som har dansk biografpremiere 8. oktober.

Læs også: Her er filmene, der stjæler overskrifterne på Toronto-festivalen

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af