I weekenden fik dramaet ‘Stonewall’ biografpremiere i USA, men ‘2012’ og ‘Independence Day’-instruktøren Roland Emmerichs film om homoseksuelle rettighedsforkæmpere er langt fra populær. Hverken blandt publikum eller i det homoseksuelle miljø.
Filmen om protestbevægelsen i 1969’ernes New York har vakt voldsom debat, og den er blandt andet blevet boykottet af interesseorganisationen Gay-Straight Alliance Network, der på sit website anklager filmen for at manipulere med sandheden.
»Kast ikke penge efter den kapitalistiske industri, der ikke anerkender sande helte/heltinder. Støt ikke en film, der sletter vores historie. Se ikke ‘Stonewall’«, lød den direkte opfordring, der fik opbakning af næsten 25.000 underskrifter.
Kritikken retter sig både mod Emmerich og ikke mindst manuskriptforfatteren Jon Robin Baitz, der – ifølge organisationen – har »hvidvasket« den sande fortælling om den ikke mindst den afroamerikanske og transkønnede del af protestbevægelserne, der i ‘Stonewall’ hovedsagligt består af hvide, mandlige skuespillere med den relativt ukendte Jeremy Irvine i spidsen.
Om boykottet reelt har haft indflydelse på filmens præstation ved billetlugerne, er svært at sige, men efter en katastrofal åbningsweekend med en omsætning på blot 700.000 kr. og sølle otte procents gode anmeldelser ifølge anmeldelsesopsamlingssitet Rotten Tomatoes ligner den 95 millioner kroner dyre ‘Stonewall’ en decideret fiasko.