Som den første af fire kommende superhelteserier fra Marvel kan Netflix nu løfte lidt mere af sløret for ’Jessica Jones’, hvis nye teaser slår en tyk streg under sin kvindelige hovedpersons knusende styrke såvel som mugne morgenvaner.
I serien spiller Krysten Ritter – af nogen bedre kendt som Jesses pageklippede love interest Jane i ‘Breaking Bad‘ – kvinden med de voldsomme superkræfter, Jessica Jones, der efter en kortlivet karriere som superheltinde slår sig ned som privatdetektiv i New York. På rollelisten kan blandt andet ses David Tennant (‘Doctor Who’, ‘Broadchurch’), Carrie Ann-Moss (’The Matrix’) og Mike Colter (’The Good Wife’).
Første sæson af ’Jessica Jones’ består af 13 afsnit og kan ses på Netflix fra 20. november, mens Marvels øvrige kommende Netflix-serier – ‘Luke Cage’, ‘Iron Fists’ og ‘The Defenders’ – endnu er uden fastlagte premieredatoer.