Franske Gaspar Noé bragte sindene i kog og forårsagede sågar udvandringer og brækreflekser, da hans chokerende, bagvendt fortalte hævnfilm ‘Irreversible’ ramte Cannes-festivalen i 2002.
Instruktøren er berømt og berygtet for sine grænsesøgende og kompromisløse film – et ry, han har konsolideret med syretrippet ‘Enter the Void’ fra 2009 og nu med den allerede stærkt omtalte ‘Love’, der ikke mindst handler om sex.
Filmen indeholder adskillige eksplicitte sexscener netop, er optaget i 3D og fortæller historien om en ung filminstruktør, der bliver midtpunkt for et hedt trekantsdrama, og som ser tilbage på et kaotisk liv fuld af druk, stoffer og seksuelle op- og nedture. Den nye trailer, som kan ses ovenfor, er dog helt safe for work.
‘Love’ fik en blandet modtagelse på årets Cannes-filmfestival, hvor den blev vist i sit tiltænkte 3D-format – her blev Noés visuelt smukke og bramfri tilgang til emnet rost, mens plot og replikker blev beskrevet i mindre begejstrede vendinger.
Ifølge den danske distributør Mis. Label. er det usandsynligt, at ‘Love’ bliver vist i 3D i de danske biografer, og publikum går derfor glip af filmens money shot, et uforligneligt cumshot i 3D. Men i det mindste får filmen dansk 2D-biografpremiere 17. december.