Dagens provokatørporno
Det værste ved ’Irréversible’-instruktøren Gaspar Noés nye, stærkt pornografiske 3D-film ’Love’ er ikke, at kærlighedshistorien om et ungt smukt par, Murphy og Elektra, og deres rejse fra lyst og liderlighed til drama og jalousi er kvalmende banal.
Det er heller ikke, at Noé godt selv ved det, og at han derfor studentikost lægger et metalag ind, som når Murphy, en spirende filminstruktør (som endda ligner Noé med kort hår og snegl på overlæben), slår fast, at han vil lave en film om »sentimental seksualitet«.
Det er ikke engang, at karakterne får en østtysk pornofilm fra 80’erne til at fremstå som Dostojevskij. Eller at filmen ligesom instruktørens forrige, det mærkværdige metafysiske mindfuck ’Enter the Void’, plages af en søvndyssende indre monolog, der kluntet fortæller i stedet for at vise. Det er faktisk ikke engang den gumpetunge dialog med højdepunkter som disse: »I’m a loser. A dick. And a dick has no brain«. »If you die, I’ll have these images to remember you by«. Og: »Take care of your past, then I’ll take care of our future«.
Nej, det værste ved ’Love’ er, at den ikke er i nærheden af at være så provokerende, som teaserne (som plakaten med et erigeret lem, post-udløsning) har skabt forventninger om. At de gennemført eksplicitte sexscener – og de er til stede i rigt mål! – er så polerede og velfriserede, smukke og helt uden modhager.
Noé har sagt, at han ville lave en film, der giver fyrene erektion og gør pigerne våde, og lykkes han så i det mindste i den henseende?
Ja, sexscenerne i ’Love’ er afgjort frække og forførende, som det nu er, når (mindst) to lækre mennesker lader deres kroppe flyde sammen i hed elskov. Men i en tid, hvor netporno og eksplicitte artfilm i en særpræget dobbeltbevægelse har rykket ved grænserne, er det svært rigtigt at blive hverken stødt eller provokeret. Og efter de første 10 minutter med blødt lys og dybe suk daler interessen markant, for Noé bruger hverken sexakten som en interessant medspiller i fortællingen som i ’Nymphomaniac’ eller ’Adèles liv’ eller som en indførsel i begærets anatomi som i Oshimas japanske klassiker ’I sansernes vold’.
Nej, med narrepikken ’Love’ har filmkunstens enfant terrible mistet sin edge som en blød mand til falds for laber erotik og prætentiøs gajolpakke-eksistentialisme forsøgt tildækket med kikset selvironi.
Så er der slet ikke noget, der får én til at spærre øjnene op under festivalens mest (tiltænkt) kontroversielle film? Jo, en enkelt scene. Tænk cumshot i closeup og 3D.
Dagens Guldpalmestatus
’Love’ deltager uden for konkurrence, og vi mangler nu kun at se to film i hovedkonkurrencen på årets festival. Nogle kigger desperat efter den virkeligt værdige Guldpalme-vinder. Andre spekulerer heftigt i, om juryen vil være enige med deres favoritter frem mod uddelingen på søndag.
I førerfeltet ligger umiddelbart Todd Haynes’ ’Carol’, László Nemes’ ’Son of Saul’ og Paolo Sorrentinos ’Youth’, men ingen af dem er selvindlysende vindere. Vil juryformændene Joel og Ethan Coen virkelig præmiere en klassisk amerikansk film, der nok er sublim, men peger mere tilbage end frem (’Carol’)? Kan en debutfilm virkelig vinde Guldpalmen (’Son of Saul’)? Deler ’Youth’ mon ikke vandene lige lovlig meget, ligesom samme instruktørs ’Den store skønhed’, der for to år siden gik tomhændet hjem?
Mange, jeg selv inklusive, havde tårnhøje forventninger til fransk films helt store vinderhåb, Jacques Audiards ’Dheepan’ (se nedenfor), der blev vist i dag. Det er ikke en Guldpalme i min bog, men slet ikke en umulig vinder. Vi mangler endnu den mexicanske dark horse ’Chronic’ og den hypede ’Macbeth’ med Michael Fassbender og Marion Cotillard. Måske vi endnu ikke har set årets oplagte vinder?
Dagens hovsa-slutning
Jeg er ikke helt færdig med at tygge på ’Dheepan’, den nye film fra instruktøren bag de fremragende ’Profeten’ og ’Rust and Bone’. Man kan hurtigt komme til at afskrive den, fordi slutningen ligner den type glansbilledafrunding, en gemen Hollywoodproducent ville have påklistret en lidt for nedslående film i 30’erne? Det er det indtryk, man går ud af biografen med, og det er tæt på at overskygge, hvad der er gået forud.
Historien er indtil da både gribende, alvorlig og hyperaktuel. Den srilankanske mand Dheepan bliver i en flygtningelejr sat sammen med en kvinde, Yalini, og en pige, han aldrig før har mødt. De skal tage en død families identitet og give den ud for far, mor og barn, for når man er en familie, er chancerne for at få statsborgerskab i Europa nemlig større.
Rejsen går til Frankrig, og filmen skildrer nøgternt, hvordan flygtningene er nødt til at spille med på de indbyggede regler i vestens automatiserede næstekærlighedssystem. Hvorfor flygter du, bliver Dheepan spurgt. Fordi jeg var journalist og fredsforkæmper, lyver han, men den har myndighederne hørt før – det siger alle.
Den lille, falske familie indlogeres i et bandeplaget ghettoområde, hvor Dheepan bliver pedel og Yalini hjemmehjælper for en gammel mand. Men det er ikke let at opbygge en ny tilværelse, når man bare har skiftet den ene krigszone ud med den anden.
Det er en vigtig film om the immigrant experience, et nøglebegreb i Europas moderne historie. Audiard undgår det politisk korrekte, og det gør filmen til en solidarisk, men illusionsløs skildring af flygtningenes møde med et fremmed land. En fin romantisk historie og poetiske mellemspil fra Sri Lanka liver op midt i ghetto-socialrealismen. Men i sidste akt går der Liam Neeson-thriller i historien, og de sidste par minutter… ja, jeg skal ikke gå mere i detaljer.
Hver dag opdaterer vi med vores bud på, hvem der er Guldpalmefavorit i dette øjeblik.
Guldpalmefavorit lige nu: ’Youth’
Læs også: Dag 8 – mesterværk med Michael Caine og Harvey Keitel melder sig ind i Guldpalme-kampen
Læs også: Alt om Cannes Film Festival