Dagens største skønhed
Vi er nået til det tidspunkt på festivalen, hvor man, som en amerikansk kritiker har udtrykt det, kan være bange for, at man mere anmelder sin egen dagsform end de film, man faktisk ser.
Men søvnunderskud og metaltræthed eller ej: Jeg er helt forelsket i Paolo Sorrentinos ’Youth’!
Det er en af den slags film, hvor man ser verden på en lidt anden måde, når man kommer ud fra biografen. Man lægger mærke til, hvor blå himlen er, hvor grønt græsset er, hvor smukke og mærkelige menneskerne på gaden ser ud. Et storslået stykke klassisk kormusik spiller i hovedet på én. Man er lidt høj og svimmel – og det til trods for, at det er en film, som handler om tilværelsens forgængelighed og livskraften, der forsvinder.
Hører man til dem, der fandt Sorrentinos forrige film, ’Den store skønhed’, futil eller prætentiøs, er det nok ikke med ’Youth’, man står på. Den er akkurat så selvbevidst, så overlagt virtuos som forgængeren. Men jeg lod mig slå bagover af begge film og kunne bruge halve dage i Sorrentinos univers af svævende kamerature, apatiske karakterer og små, mystiske indfald, der kun med god vilje er knyttet til hovedhistorien.
I centrum for ’Youth’ er den pensionerede, verdenskendte dirigent Fred Ballinger (en forrygende Michael Caine). Han holder ferie på et eksklusivt kursted i Schweiz sammen med blandt andre sin mangeårige instruktørven Mick (Harvey Keitel) og en Hollywood-stjerne i Leonardo DiCaprio/Brad Pitt-klassen (spillet af Paul Dano), der forsøger at nå ind til kernen af en kommende rolle ved at iagttage de andre besøgende.
Som forfatteren Jeb i ’Den store skønhed’ er Fred livstræt og apatisk, hvilket han selv bemærker indtil flere gange (i det hele taget kommer Sorrentino kritikken af hans opulente stil og passive hovedkarakterer selvironisk i forkøbet). Han er dog også mere lun, og ’Youth’ er i det hele taget en varmere, mere imødekommende film end forgængeren. Sorrentino svæver rundt i hotellets dekadente mikrokosmos, og gennem de små, sigende møder og humoristiske samtaler fortæller han en gribende historie om at have det meste af livet bag sig. Gled det ud mellem hænderne på mig? Var det en løgn? Hvad er fortiden værd, hvis jeg har svært ved at huske den? Hvilke minder sidder fast? Er jeg stadig i stand til at elske?
Tonen er elegisk og melankolsk, og det livsbekræftende skal findes i det æstetiske selv. Få kan som Sorrentino hylde den store skønhed med en synæstetisk oplevelse af forførende billeder, underskøn musik og et overraskende persongalleri. Den ligelige blanding af buh-råb og klapsalver efter pressevisningen afslører, at ’Youth’ vil skille vandene, men i mine øjne er det endnu et mesterværk fra Sorrentinos hånd. En forbløffende ouverture, der taler til alle sanser.
Dagens fodboldlegende
Blandt de mere kuriøse, fantastisk morsomme gæster på kurstedet i ’Youth’ er ingen ringere end Diego Maradona (godt nok ikke spillet af ham selv, men alligevel). Han er så fedladen, at han knap kan gå, men i en vidunderlig scene laver han perfekt timede højdere med en tennisbold i et minut eller to som en reminiscens af genialitet fra et menneske, der er gået til grunde. Maradona passer forbløffende perfekt til ’Youth’.
Dagens fænomenale skuespilpræstation
Det er hårde odds for den film, der skal efterfølge ’Youth’. Det gik i mit tilfælde ud over den amerikanske indiefilm ’Krisha’, der vandt hovedprisen på SXSW-festivalen, og som jeg drønede direkte ned og så efter Sorrentinos storværk.
Men ’Krisha’ stod distancen. Det er et familiedrama krydset med foruroligende psykologisk horror i fortællingen om en ældre kvinde, titlens Krisha, der vender hjem til sin store familie for at fejre Thanksgiving. Hun bliver taget hjerteligt imod, men hurtigt går det op for os, at aftenen er Krishas chance for at sone fortidens synder. Hun er mentalt ustabil og eks-alkoholiker, og debutinstruktør Trey Edward Schults fortæller historien klaustrofobisk fra hendes forvrængede, subjektive perspektiv. Det er særdeles creepy at blive lukket inde i Krishas univers, men man kan heller ikke lade være med at få sympati for hende midt i den bundløse selvdestruktion.
I hovedrollen er Krisha Fairchild fuldstændigt fænomenal. Hun er instruktørens egen tante, og flere af de andre familiemedlemmer spilles også af hans egne slægtninge. Troværdigheden i portrættet af familiens komplekse dynamik er da også helt i top. En virkelig bemærkelsesværdig debut.
Dagens forspildte chance
Den kinesiske mesterinstruktør Jia Zhangkes ’Mountains May Depart’ lignede et langt stykke hen ad vejen en stærk Guldpalmekandidat: En afdæmpet, men smuk og episk fortælling om kærlighed og klasseforskel i Kina fra 1999 og frem.
Desværre er sidste del af filmen henlagt til Australien i 2025, og efter denne tåkrummende engelsksprogede del er der næppe nogen stor chance for, at de store Hollywood-studier forsøger at hive Zhangke til Amerika. Pinlige replikker og træmandsskuespil fik på 20 minutter pillet glansen af fortællingen som et eklatant eksempel på, hvor dårligt det kan gå, når ikke-engelsksprogede instruktører laver film på engelsk.
Hver dag opdaterer vi med vores bud på, hvem der er Guldpalmefavorit i dette øjeblik.
Guldpalmefavorit lige nu: ’Youth’
Læs også: Cannes dag 7 – flade sko-skandale og Benicio Del Toro som badass i narkothriller
Læs også: Alt om Cannes Film Festival