Som en anden Katniss Everdeen modkæmpede oprøren Tris et dystopisk fremtidssamfund i filmene ’Divergent’ og ’Insurgent’, og nu er turen så kommet til filmseriens tredje ombæring, ’Allegiant’, der netop har fået en teasertrailer.
Her skal hun og holdet af ’divergente’ samfundsrebeller langt om længe forsøge at begå sig i den store, ødelagte verden uden for murerne, hvor krigen om verdensherredømmet dog synes at fortsætte.
Robert Schwentke, der også stod bag seriens forrige film, vender tilbage som instruktør på ’Allegiant’, der endnu engang byder på Shailene Woodley (’En flænge i himlen’) som heltinde, Theo James som love interest og Miles Teller (’Whiplash’) som trekantsdramaets tredje hjul, mens Jeff Daniels synes at træde i Kate Winslets fodspor som totalitær superskurk.
Lige som tilfældet var med ’The Hunger Games: Mockingjay’, er ’Allegiant’ den første af to dele, der afslutter ’Divergent’-sagaen. ’Allegiant’ får dansk premiere 17. marts, mens seriens sidste film, ’Ascendant’, forventes premiereklar i 2017.