Den japanske enfant terrible, Takashi Miike, har som østens svar på Lars von Trier skubbet grænserne for, hvad man kan tillade sig, med sine hårrejsende eksperimenter i voldsfilmen ‘Ichi the Killer’, tortur-gyseren ‘Audition’ og incest-psykosen ‘Visitor Q’.
I de senere år har 55-årige Miike sparet lidt på blodet og ekstremiteterne, men det synes at ændre sig med ‘Yakuza Apocalypse’, instruktørens nye og rablende vanvittige vampyr-fantasy-gangster-actionfilm, der netop har fået en trailer.
I filmen forsøger et ung, loyalt medlem af den japanske Yakuza-mafia at hævne mordet på sin højtærede gangsterboss i en blodrus, der – som traileren ganske farverigt viser – hjælpes på vej af et sæt hugtænder og pludselige superkræfter.
‘Yakuza Apocalypse’ fik generelt en hård medfart på årets Cannes-festival, men vakte også begejstret opsigt for sit uhæmmede, fantasifulde action-orgie. I sin fem-stjernede anmeldelse kaldte Robbie Collins fra The Telegrap filmen for »så meget sjov, som det er overhovedet er muligt at have i en biograf«.
‘Yakuza Apocalypse’ er endnu ikke sat til at få dansk biografpremiere.