Man kan undre sig over, hvordan Trey Parker og Matt Stone – skaberne af kult-serien ‘South Park’ – har kunnet holde fingrene fra hele USA’s excentriske rigmand, Donald Trump, i de indtil videre 18 sæsoner, serien har kørt.
I går aftes var tiden dog langt om længe inde til, at den ambitiøse præsidentkandidat Trump måtte en tur gennem ‘South Park’-møllen, der som bekendt sjældent giver kendisserne en blid behandling. Hvem husker ikke Britney Spears uden hoved, Michael Jackson i kropsligt forfald og en sindsforvirret og splitternøgen Mel Gibson iført ‘Braveheart’-krigsmaling?
Afsnittet ‘Where My Country Gone?’ lagde ikke overraskende vægt på Trumps politiske mærkesag om en mur, der skal indhegne USA for at forhindre uvelkomne immigranter, og i den mest opsigtsvækkende scene bliver en canadisk udgave af multi-milliardæren voldtaget og myrdet af karakteren Mr. Garrison.
De grovkornede løjer blev set direkte af ikke mindre end halvanden millioner mennesker, skriver Deadline. 19. sæson af ‘South Park’ kan herhjemme ses torsdage kl. 22 på Comedy Central.