‘Crimson Peak’

‘Crimson Peak’

Danske Dan Laustsen står bag de dvælende kamerabevægelser og den smukke billedside i Guillermo del Toros ‘Crimson Peak’. Lyssætningen er helt oppe på siden af hans mageløse arbejde til Christophe Gans’ ‘Silent Hill’, og filmens art direction og production design er ligeledes af tårnhøj klasse. At det samme ikke er tilfældet for manuskriptet, er derfor en skam.

Det starter ellers lovende: Den amerikanske rigmand Mr. Cushing (Jim Beaver) fornemmer noget lusket ved englænderen Sir Thomas Sharpe (Tom Hiddleston), der i år 1901 slår sig ned i Buffalo sammen med sin søster, Lucille (Jessica Chastain). Men Cushings datter, Edith (Mia Wasikowska), og den nytilkomne adelsmand finder hinanden aldeles betagende, og deres kærlighedserklæringer bliver naturligvis kraftigt misbilliget af faderen.

Anslaget er altså så klassisk, som var det løftet fra Jane Austen. Men del Toro, filmens mexicanske instruktør, der debuterede med ‘Cronos’ i 1993, lavede det uforglemmelige mesterværk ‘Pans labyrint’ i 2006 og senest har stået bag vampyr-serien ‘The Strain’, er ikke uventet garant for et betydeligt mere twisted periodedrama – komplet med gotisk romantik og overnaturligt gys.

Da Edith var en lille pige, mistede hun sin mor, hvis spøgelse formanede hende om for alt i verden at vogte sig for titlens Crimson Peak. Så både vi og hovedpersonen, der nu, fjorten år senere, fortsat bliver hjemsøgt, er i allerhøjeste grad på vagt, da hun efter at have giftet sig med Sharpe flytter med søskendeparret til Allerdale Hall, for her trænger rødleret fra den høj, deres bolig er bygget på, op igennem sneen og farver den – ja, netop – blodrød.

Ikke nok med det: Trævæggene i det faldefærdige palæ afgiver knirkende lyde i vinden, og Edith plages af mareridt. Den skrøbelige piges udsøgt koreograferede udforskninger af sit dystre, nye hjem i skæret fra en stage med stearinlys leder tankerne hen på ‘The Others’ med Nicole Kidman fra 2001, og det kan være mægtigt svært at tøjle sin fantasi, når man først er begyndt at spekulere på, om der gemmer sig nogen (eller noget…) i mørket.

Seeren bliver tidligt delagtiggjort i Ediths husbonds mildest talt ufine hensigter, og det er simpelthen for åbenlyst, hvad der kommer til at ske. Hvorfor Mr. Cushing bliver grusomt myrdet. Hvorfor Lucille er så umedgørlig. Hvorfor Edith begynder at hoste blod op. Og så videre. Plottet nægter at overraske.

Genfærdene synes i sidste ende, om ikke rent og skært påklistrede, så i hvert fald utilfredsstillende forankret i resten af fortællingen. En betydeligt stærkere slutning – f.eks. med en dobbelttydighed i dur med Henry James’ suveræne kortroman ‘The Turn of the Screw’ fra 1898 eller en anden meningsfuld, ikke på forhånd telegraferet afrundingskrølle – kunne have gjort underværker.


Kort sagt:
‘Pans labyrint’-instruktøren Guillermo del Toro er med spøgelsesromancen ‘Crimson Peak’ i sit rette element. Derfor er det ærgerligt, at det forudsigelige og lidt for løseligt forbundne manuskript ikke er nær så formfuldendt som den overordentligt stilfulde billedside.

Spillefilm. Instruktør: Guillermo del Toro. Medvirkende: Mia Wasikowska, Jessica Chastain, Tom Hiddleston, Charlie Hunnam, Jim Beaver, Burn Gorman, Doug Jones, Sofia Wells, Leslie Hope. Spilletid: 119 min.. Biografpremiere: Den 15. oktober
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af