Selvom kvaliteten har været en smule svingende, så har Lena Dunhams stilsikre og jordnære HBO-serie ’Girls’ kastet et forfriskende blik på unge kvinder – og mænd! – gennem sine indtil videre fire sæsoner. Ikke mindst for en generation, der er vokset op med mere firkantede karakterskildringer i en anden serie om newyorker-kvinder, ’Sex & the City’.
Men skal man tro Dunham, der både har skabt, skrevet og spiller hovedrollen i ’Girls’, vil fortællingen om Hannah, Marnie og alle de andre blive kortere end sin forgænger om Carrie Bradshaw og hendes veninder, der nåede op på to spillefilm og næsten 100 afsnit.
I programmet ’Elvis Duran and the Morning Show’ luftede den 29-årige showrunner muligheden for, at sæson seks bliver seriens sidste.
»Man skal aldrig sige aldrig, men det er sådan, vi tænker på serien lige nu. Vi begynder at overveje, hvordan de forskellige trådene i de her unge kvinders liv skal samles til sidst«, sagde Dunham.
»Jeg startede med at arbejde på serien, da jeg var 23, og nu er jeg ved at blive 30. Så det føles lidt som om, at serien har sandwiched mine 20’ere, for at jeg bagefter kan gå ud i verden«.
Femte sæson af ’Girls’ får premiere på HBO Nordic i januar 2016.
Læs også: Lena Dunham har droppet Twitter på grund af bodyshaming