’Girls’ sæson 4

Lever newyorkernarcissisten Hannahs talent op til hendes ego?

Modsat hendes ultraskarpe og myreflittige ophavskvinde, Lena Dunham, kan man godt komme i tvivl, om Hannah nu også er en stemme i en generation, som er værd at lytte til. Det tegnede dog usædvanligt lyst for forfatterspiren, da vi tog afsked med hende i tredje sæson af ‘Girls’. Okay, hendes redaktør døde, men ellers var hun godt på vej til at udgive en e-bog. Hun var god til sit advertorial-job på GQ, inden hun fik en nedsmeltning og sagde op. Og i sidste afsnit kunne hun glad knuge optagelsesbrevet til den anerkendte Iowa Writers Workshop ind til sig.

Sceneskift: Sæson 4. Hannah har taget afsked med Brooklyn, veninderne og sin elskelige weirdo-kæreste Adam til fordel for en tilværelse i det tilsyneladende idylliske Idaho, hvor man ikke låser sin cykel, og lejlighederne kun koster 250 dollars (»hvad kan man få for 800?« spørger Hannah begejstret). Desværre lever uddannelsen ikke op til Hannahs forventning om kreativ opblomstring. Hun er alt for tyndhudet til at kunne håndtere sine opblæste klassekammeraters kritik af sin – indrømmet, ret dårlige – selvbiografiske historie om et sadomasochistisk forhold. I stedet går hun til et modangreb, der vidner om hendes lige dele forvrængede selvopfattelse og klarsyn i den præcise diagnosering af holdets klichéfyldte og politisk korrekte bullshit.

Det er sjovt at opleve Hannah på udebane. Til gengæld savnede jeg hende hjemme i New York, hvor seriens øvrige karakterer ikke udvikler sig i samme interessante retning. Jessa, der nu er ædru, men stadig opfører sig som en idiot, er i stigende grad en parodi på sig selv. Marnie er opslugt af sit musikalske og seksuelle forhold til flødebolle-singer-songwriteren Desi, men ligesom et par spydige brunchgæster, der saboterer duoens første caféspillejob, er jeg sindssygt træt af at høre på hende synge. Shoshanna, der dimitterer fra college, er mere irriterende, end hun plejer. Det er let at forstå, at hun ikke kan finde et job.

Til gengæld deler hun nogle fine scener med ekskæresten Ray, der med sine rasende enetaler altid er en fornøjelse. Den anden seværdige mand, Adam, er efterhånden den mest normale og sympatiske karakter i serien, men har alt for lidt skærmtid til at udfolde sig.

Fjerde sæson af ‘Girls’ er temmelig længe om at komme i gang. Serien er stadig et underholdende og genkendeligt generationsportræt, men med undtagelse af glimtvis skarpe scener og replikker står sæsonens første halvdel i stampe. I fjerde episode begynder det at slå gnister, mens det rørende femte afsnit, hvor karaktererne bringes sammen på en ny måde, er blandt seriens bedste. Det er således alt for tidligt at dømme ‘Girls’ metaltræt, og man kan med ro i sindet have  tårnhøje forventninger til seriens anden halvdel.

Anmeldt på baggrund af de fem første afsnit af sæsonen.

Læs også: Anmeldelse af HBO’s nye hit ‘Togetherness’

Læs også: Anmeldelse af anden sæson ‘Looking’

Læs også: Lyt til ny udgave af Soundvenue Filmcast – med entusiastisk diskussion af den nye sæson ‘Girls’ og Angelina Jolies ‘Unbroken’

Tv-serie. Hovedforfatter: Lena Dunham. Medvirkende: Lena Dunham, Allison Williams, Jemima Kirke, Zosia Mamet, Adam Driver, Alex Karpovsky. Spilletid: 10 afsnit á 30 min.. Premiere: 12. januar på HBO Nordic
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af