‘Looking’ sæson 2

‘Looking’ sæson 2

Man drog et lettelsens suk efter første sæson af ’Looking’, HBO’s generationsportræt af tre homoers helt almindelige liv i San Francisco. Det er nemlig homoerne selv, der krummer mest tæer over ligegyldige pinligheder som ’Not Another Gay Movie’ og ’Dreamboy’ (don’t ask!), og der er stadig langt mellem snapsene som ’Brokeback Mountain’ og ’Milk’.

’Looking’ fik, efter en lidt langsom start, gribende godt fat i den spirende forelskelse mellem hovedpersonen, den 29-årige spildesigner Patrick (Jonathan Groff), og latino-frisøren Richie (Raúl Castillo). Over 25 minutter i afsnit fem kom serien helt ind under huden på karaktererne, ikke mindst hvordan den lidt neurotiske Patrick giver slip på sin anspændte nervøsitet og forelsker sig i Richie. Det var en stor bedrift – i tråd med Andrew Haighs fintfølende ’Weekend’ – der lykkedes med at gøre sin homo-historie relevant for andre end bøsserne, mens netop disse med tilfredshed kunne notere sig, at der var styr på virkelighedstro detaljer, som at homoer altid deler deres spring-ud-historie på første date.

Siden sidst er forholdet mellem de to sat på pause, fordi Patrick ikke kunne committe sig til Richie. Patrick har i stedet indledt en affære med chefen Kevin, der allerede er i et forhold, og den 40-årige Dom (Murray Bartlett) kæmper for at stable sin egen restaurant på benene og forstå sin nye kærestes opfattelse af deres forhold, mens den rodløse Augustín (Frankie J. Alvarez) forsøger at blive clean efter sit brud med kæresten fra første sæson.

’Looking’ er dobbelt så god til det intime møde, som den er, når vores homoer skal igennem mere konventionelle vendepunkter for at drive plottet frem. For eksempel blegner DILF’en Doms restaurantproblemer, når han måske/måske ikke står foran et gennembrud i sit forhold til den 20 år ældre Lynn (Scott Bakula). For med sit skarpe blik for både det flygtige og betydningsfulde i hver intonation, blikudveksling og berøring, når to mænd som Patrick og Richie mødes for at klinke skårene efter sidste sæsons forviklinger, er det på en måde ikke så vigtigt, hvad der ellers sker i personernes liv.

Kigger Richie lige akkurat længe nok på Patrick til, at de kunne forelske sig igen, eller er det Patricks håbefulde blik, der får os til at tro det? Her er sansen for den sitrende dialog og romantiske nysgerrighed stadig offbeat-originalt i en grad, så man får déja vu til første sæson. Hvilket slet ikke er dårligt.


Kort sagt:
HBO’s ’Looking’ tilfører stadig sit generationsportræt af tre bøsser i San Francisco dramatisk nerve, autenticitet og nærvær.

Anmeldt på baggrund af sæsonens fem første afsnit.

Læs også: Anmeldelse af HBO’s nye hit ‘Togetherness’

Læs også: Lyt til ny udgave af Soundvenue Filmcast – med entusiastisk diskussion af den nye sæson ‘Girls’ og Angelina Jolies ‘Unbroken’

Tv-serie. Hovedforfatter: Michael Lannan. Instruktion: Andrew Haigh m.fl. . Medvirkende: Jonathan Groff, Frankie J. Alvarez, Murray Bartlett . Spilletid: 10 afsnit á 25 min. . Premiere: 12. januar på HBO Nordic
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af