I næsten 30 år har filmfestivalen MIX Copenhagen præsenteret film om LGBT-tematikker, og igen i år er der kvalitetstunge titler at finde i det mangfoldige felt af film, der rækker på tværs af køn og seksualitet.
Hele festivalens program kan ses her, men vi har nedenfor og på de følgende sider fremhævet fem titler, du bør tjekke ud. Festivalen løber frem til 11. oktober.
1. ‘Nasty Baby’
Kristen Wiig er især kendt for sine komiske roller i blandt andet ‘Knocked Up’ og ‘Bridesmaids’ samt sin trofaste indsats på sketchshowet ‘Saturday Night Live’, men i ‘Nasty Baby’ – et råt og udfordrende drama – viser skuespillerinden nye sider af sit talent.
I filmen spiller Wiig en kvinde, der skal hjælpe et mandligt homoseksuelt par med at få et barn, men hvad der lyder som et oplagt udgangspunkt for en harmløs indie-komedie tager en uventet drejning, da en mystisk nabo med kaldenavnet ‘The Bishop’ optrapper sin intense hetz mod parret.
‘Nasty Baby’ blev kåret som årets bedste LGBT-film ved filmfestivalen i Berlin og er instrueret af chilenske Sebastian Silva, der i 2009 markerede sig internationalt for sin socialrealistiske skildring af en hårdt prøvet husholderske, ‘La Nana’.
Empire Bio 5. oktober kl. 19.45.
Køb billet HER
2. ‘Everlasting Love’
I stil med den mystiske og isnende thriller ‘Stranger By The Lake’ fra 2013 giver spanske ‘Everlasting Love’ et indblik i det såkaldte cruising-miljø, hvor homoseksuelle fra nær og fjern mødes i halvskjult offentlighed for at dyrke sex.
I ‘Everlasting Love’ går cruising-turen ikke just som planlagt for skolelæreren Carlos, der en dag møder en af sine elever i det hengemte skovområde, hvor de seksuelle møder finder sted. Her indleder de to en affære, der dog får fatale konsekvenser.
Som traileren indikerer, kan man med ‘Everlasting Love’ forvente sig en stilsikker og stemningsfuld thriller, der understreger cruising-miljøets både passionerede og risikofyldte usikkerhed. Og så skal sarte sjæle advares, idet filmen indeholder et par meget stærke og eksplicitte voldsscener.
Cinemateket 4. oktober kl. 19.15 og Empire Bio 9. oktober kl. 20.
Køb billet HER
3. Kortfilmprogrammet ‘Danish Delights’
Ønsker man at holde sig ajour med udviklingen af nye danske filmtalenter – eller holder man blot af kortfilmformatet – er kortfilmprogrammet ‘Danish Deligths’ et oplagt tilbud på årets MIX-festival.
‘Becoming Lina’, ‘Mallorca’, ‘Som Engle Vi Falder’ og ‘Ung Mands Dans’ er navnene på de fire kortfilm, der hver især belyser en facet i seksualitetens komplekse natur, og som byder på førstehåndsindtryk med nogle af Danmarks største dokumentartalenter.
‘Danish Delights’ har en samlet spilletid på lige knap halvanden time og er med sine alsidige skildringer af dragqueens, homofobi, identitetsforvirring og grænsesøgende adfærd afgjort en af festivalens mest interessante titler.
Cinemateket 4. oktober kl. 14.
Køb billet HER
4. ‘Match’
Selvom legendariske Patrick Stewart faldt til jorden i den mislykkede komedieserie ‘Blunt Talk’, kan den 75-årige ‘X-Men’- og ‘Star Trek’-skuespiller stadig udvide repertoiret på succesfuld vis, og det gør han i indie-dramaet ‘Match’, der af Chicago Sun-Times’ Bill Zwecker blev kaldt »en sand perle«.
Her spiller Stewart den berømte homoseksuelle balletinstruktør Tobias ‘Tobi’ Powell, der nyder pensionen og hverdagens trummerum uden fast partner. En dag opsøges han dog af et par reportere, der spørger ind til Tobis seksuelle fortid, og lige pludselig er enspænderen pludselig i kontakt med, hvad der muligvis er hans biologiske søn.
Størstedelen af ‘Match’ finder sted i Tobis pertentligt indrettede newyorker-lejlighed, hvor også medspillerne Carla Gugino og Matthew Lillard får lov at udfolde sig, men det er Patrick Stewarts gennemført troværdige portræt af den strikkende og kuriøse balletinstruktør, der er den helt store oplevelse.
Empire Bio 4. oktober kl. 20 og Cinemateket 11. oktober kl. 19.15.
Køb billet HER
5. ‘Do I Sound Gay?’
»Hvad er det med homoseksuelle mænds stemmer?«
Det spørgsmålet stiller filmskaberen David Thorpe både sig selv og en masse andre i sin charmerende, ærlige og stedvist rørende dokumentarfilm ‘Do I Sound Gay?’, der når vidt omkring i det homoseksuelle miljø i jagten på svaret.
Det var homoseksuelle Thorpes egen usikkerhed omkring sin stemme, der i sin tid fødte idéen til filmen, mens det efterfølgende lykkedes at realisere projektet via crowdfunding-tjenesten Kickstarter.
‘Do I Sound Gay?’ blev et publikumshit på årets Toronto-festival, og Thorpes selvterapeutiske dokumentar er et prisværdigt foregangseksempel for, hvordan et tabu kan belyses med et både underholdende og informativt resultat.
Cinemateket 6. oktober kl. 16:30
Køb billet HER