‘Blunt Talk’ – sæson 1
Det regner næppe ned med Pulitzer-priser til den, der påstår, at casting på film og tv er temmelig vigtigt. Men sandheden er, at især de amerikanske tv-serier har budt på nogle eminente fuldtræffere, hvor castingen har overrasket os med en ny side af skuespillere, hvis repertoire ellers syntes udtømt.
Vi fik McConnaughey som afdanket dranker-filosof-betjent i ’True Detective’, Kelsey Grammars alvorlige side i ’Boss’ og birolle- og komedieskuespilleren Bryan Cranston som den eminente hjørnesten i ’Breaking Bad’.
Det var nok tanken, at ’Blunt Talk’ skulle gøre det samme for Patrick Stewart, hvor han spiller den coke-sniffende whiskysvamp, Walter Blunt, der som en krydsning af Piers Morgan og Richard Quest forsøger at skabe sig et navn som den store britiske newscaster i Amerika. I ’Blunt Talk’ er manuskriptet og Stewart indstillet på ’overskruet’ – der er endda udråbstegn i de fleste episode-titler – og farcekomikken passer slet ikke til Stewarts sensibilitet som skuespiller.
Stewart bliver, på grund af sit skaldede æggehoved, ofte castet som intelligent og tænksom i roller som professor Charles Xavier i ’X-Men’-filmene og kaptajn Jean-Luc Picard i ’Star Trek’. Og selv om han brændte tørt igennem i en nøgenfikseret selvparodi i ’Extras’, er ’Blunt Talk’s fjantede humor et dårligt match: Tænk ’Høj pistolføring’ med en Shakespeare-skuespiller foran kameraet.
Især krummer man tæer over en ekstremt lang toiletscene, hvor Blunt misser sit fly, fordi kummens kraftige sug bliver ved med at sluge hans toiletsædebetræk. Vi taler adskillige minutter, hvor Patrick Stewart jamrer uforståeligt og tager sig til hovedet – nej, giv hellere den slags materiale til Leslie Nielsen. At scenen så er basic tomgangs-toilethumor uden noget særligt på hjerte, der beriger vores billede af Walter Blunts karakter, er, som man måske kan gætte, et problem i sig selv.
En seriøs skuespiller i et farceunivers er ikke et særsyn. En dansk parallel er Henning Jensen, der lidt ligesom Stewart emmer af Steinbeck og ’King Lear’. Han var perfekt i Lars von Triers ’Riget II’, men der spillede han the straight man i Triers vanvittige univers, og det havde måske været en bedre idé for 75-årige Stewart. Det fænger bare ikke, når han med vild mimik, grødet stemme og anstrengt slapstick kæmper en sej kamp for at tilføre et-eller-andet til en scene, hvor han har fået tre valium-piller i stedet for speed.
Der er i det hele taget ikke mange kalorier i ’Blunt Talk’s tynde manuskript, der ikke giver os nogen grund til at tro på hovedpersonens journalistiske talent, som ellers burde være helt centralt for at sælge karakteren. I stedet går tiden med gakkede optrin som åbningsscenen, hvor Blunt bliver anholdt med en prostitueret og på Mel Gibson’sk vis får skabt sin egen deroute i medierne – alt sammen uden at pege i nogen særlig retning.
Til syvende og sidst føles fejlcastingen af Stewart som en alt for dygtig skuespiller i en alt for anonym historie.
Kort sagt:
Patrick Stewart kaster sig ud i rollen som studievært på dybt vand i Hollywood. Desværre er han ude af stand til at udrette mirakler med ’Blunt Talk’s retningsløse farcekomik.