‘The Walking Dead’ tager livet af central karakter – men er dødsfaldet endegyldigt?

‘The Walking Dead’ tager livet af central karakter – men er dødsfaldet endegyldigt?

Spoiler alert: Vil du ikke vide, hvad der sker i det seneste afsnit ‘The Walking Dead’, skal du naturligvis ikke læse videre.

Fans af ‘The Walking Dead’ tabte næse og mund, da den adrætte og sympatiske Glenn tabte kampen til zombierne i søndagens afsnit.

Glenn blev introduceret i seriens allerførste afsnit, hvor han hjælper hovedpersonen Rick ud af en gevaldig krise i en kampvogn omringet af zombier i Atlanta.

Siden er han blevet en af seriens mest populære karakterer – og kæreste til Maggie, som blev introduceret i anden sæson – men i sjette sæsons afsnit 3 gik slalomløbet mellem levende døde ikke længere. Glenn og hans medrejsende, Nicholas, blev omringet af zombier, og Nicholas opgav ævred og skød sig selv, men tilfældet ville, at hans krop væltede ind over Glenn og trak ham ned mod de frådende munde.

Episoden overraskede især, fordi det er en afvigelse fra Robert Kirkmans graphic novel-forlæg. Og netop derfor – og fordi Glenn var en elsket karakter – stiller mange også Jon Snow-lignende spørgsmålstegn ved, om han nu også er endegyldigt død og begravet.

Nogle mener, at Glenn formåede at skjule sig, andre at det i virkeligheden var Nicholas, der blev spist. Og showrunner Scott Gimple bekræfter da også, at Glenn vender tilbage – men uden at bekræfte, at han overlever.

»På en måde vil vi se Glenn – en version af Glenn, eller dele af Glenn – igen, enten i flashbacks eller i den nutidige historie for at hjælpe med at fuldende fortællingen«, sagde han i efterprogrammet ‘Talking Dead’.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af