Trekløveret Jennifer Lawrence, Bradley Cooper og David O. Russell er garant for solide komediedramaer af den slags, Oscar-akademiet knuselsker.
Først brød de døren ind til The Dolby Theatre med ’Silver Linings Playbook’, dernæst høstede de 10 nomineringer for ’American Hustle’, og nu har de sat sigtet mod yderligere hæder med ’Joy’.
Hvor Cooper og Lawrence hidtil har delt skærmtiden ligeligt, indtager duoens kvindelige islæt den altoverskyggende hovedrolle i ’Joy’, en følelsesladet fortælling om en ung kvinde, der vokser sig stærkere af livets prøvelser og skaber et familiedynasti fra bunden.
Ligesom tilfældet var i ’Silver Linings Playbook’ spiller Robert De Niro tredjeviolin til Cooper og Lawrence, mens David O. Russell svinger taktstokken med sin vanlige krydsning af komedie og drama.
Overfladisk Oscar-bait eller bittersød filmkunst? Det er svært at afgøre ud fra traileren, men den notorisk krævende Russell er kendt for at fremtvinge stærke præstationer (foruden mentale sammenbrud) og lader til at have gjort det igen i ’Joy’. Således kan Jennifer Lawrence vist roligt afstøve gallakjolen med henblik på næste års Oscar-uddeling.
‘Joy’ får dansk biografpremiere første juledag.