Det er svært at reparere noget, der ikke er i stykker, men det lader ikke til at genere Hollywood.
Seneste tilføjelse til drømmefabrikkens remakemølle er Christopher Nolans hjernevridende gennembrudsfilm ’Memento’ fra 2000, hvor en mand ramt af hukommelsestab (Guy Pearce) søger svar på en morbid mordgåde i en fortælling med omvendt kronologi.
Det er selskabet AMBI Pictures, der har købt rettighederne til ’Memento’, og i en pressemeddelelse lover de at lægge remaket i tæt forlængelse af Nolans genistreg.
»‘Memento’ er et mesterværk, der ikke kun lader publikum gætte undervejs i filmen, men også længe efter den, hvilket er et vidnesbyrd om dens originalitet«, sagde AMBI-direktørerne Andrea Iervolino og Monika Bacardi. »Vi har i sinde at respektere Christopher Nolans vision og levere en mindeværdig film, der er lige så kantet og ikonisk som originalen. Det er et stort ansvar, og vi er meget motiverede for at bringe puslespillet tilbage til live og tilbage i publikums bevidsthed«.
Endnu er det uvist, hvem der skal skrive og instruere genindspilningen af ’Memento’.