1. ‘Born to Lose’ med eksklusiv Lorenzo Woodrose-intimkoncert
Syrerocken har for alvor gjort sit tilbagetog til den danske musikscene takket være bands som ’Spids Nøgenhat’ og ’De Underjordiske’, og som frontmand for førstnævnte kan Lorenzo ’Guf’ Woodrose utvivlsomt tage en stor del af æren.
I dokumentarfilmen ’Born to Lose’ får vi både indsigt i musikerens hang til øl, joints og henslængt rock’n’roll-mentalitet, og samtidig cementerer filmen på fornem vis Woodrose’ dedikation til den musikalske genre, han fortsætter med at praktisere og perfektionere.
Det understreges forhåbentligt også, når Woodrose efter de to planlagte filmvisninger leverer et par eksklusive intimkoncerter. Om der venter sange fra banddebuten Baby Woodrose, soloprojektet eller nyere tids succesfulde Spids Nøgenhat ved vi ikke med sikkerhed, men mon ikke der bydes på lidt af det hele, når syrerockeren udleverer sig selv og sin musik alene med en akustisk guitar og sin kraftfulde vokal.
Lørdag 14. november på Forbrændingen og torsdag 19. november på Viften. Køb billet her.
2. New wave og dansabel live-musik: ‘Berlin i Bremen’
Nick Cave, David Bowie, Lou Reed, Iggy Pop… Listen over musikere med en personlig relation til den tyske hovedstad er lang, og som byens progressive halvdel var særligt Vestberlin stedet, hvor musikeren blomstrede i 70’erne og 80’erne.
I ‘B-Movie: Lust & Sound in West-Berlin’ får vi færden af tidens musikalske og personlige eksperimenter gennem den musiknørdede hovedperson Mark, der i 1979 går i idolernes fodspor og flytter til Berlin. Her får vi serveret et autentisk tidsbillede præget af sex, drugs og rock’n’roll, og den tempofyldte dokumentar – der er optaget i 1979 – byder på et par charmerende gæsteoptrædener fra både Nick Cave og det industrielle rockband Einstürzende Neubauten.
Efter filmen står den på højenergisk koncert med new wave-bandet Secret Life, der katapulterer Bremens fremmødte direkte tilbage til 80’ernes dansable Berlin, mens de sene stunder akkompagneres af Lasse Dearman, Christian d’Or og T.O.M – tre DJ’s, der kan berliner-elektronikaens ABC.
Fredag 6. november i Bremen Teatret. Køb billet her.
3. Bevidsthedsudvidende ørkenvandring: Za’N’Zi vs. Werner Herzogs ‘Fata Morgana’
Kultinstruktøren Werner Herzog truede sin hovedrolleindehaver Klaus Kinski med en riffel i klassikeren ’Aguirre den gale erobrer’ (1976), slæbte et dampskib over en bjergskråning i ’Fitzcarraldo’ (1982) og fik Christian Bale til at æde levende maddiker i krigsdramaet ’Rescue Dawn’ (2010).
I Herzogs oversete 70’er-dokumentarfilm ’Fata Morgana’ er metoderne måske knap så radikale, men i sin stræben efter at indfange Sahara-ørkenens luftspejlinger (titlens fatamorganaer) går Herzog ikke desto mindre linen ud. Resultatet er en hypnotisk og unik ørkenvandring, som nu kan opleves med et spritnyt soundtrack leveret af Suni Zacharias og Aske Zidore fra de danske bands Gooms og Oh No Ono.
Sammen kalder de to musikere sig for Za’N’Zi, og deres lydbilleder sætter en hidtil uset kulør på Werner Herzogs fantastiske billeder.
Fredag 6. november i Cinemateket. Køb billet her.
4. For elskere af ‘Serial’ og ‘The Jinx’: Debat om ‘True Crime’-genren
I en tid, hvor podcast-sensationen ’Serial’ og tv-dokumentaren ’The Jinx’ kaprer overskrifter i stimevis, er der vist ingen tvivl: True crime-genren, som forfatterstjernen Truman Capote lagde kimen til i sin skelsættende roman ’In Cold Blood’, har aldrig været mere populær.
Vi er langt fra mordgåderne i Morse og ’Forbrydelsen’ og de veldrejede plots fra alverdens krimi-bestsellers, når virkelighedens forbrydelser får en tur gennem fiktionsmøllen. Men er ’based on a true story’-succeser som ’Serial’ og ’The Jinx’ faktisk mere fiktion end virkelighed? Og hvad er det ved de autentiske krimifortællinger, der fungerer så forbandet godt?
På scenen fortæller Phoebe Judge – skaberen af podcast-succesen ’Criminal’ – side om side med instruktøren Gabriel London, der sidste år stod bag dokumentaren ’The Life and Mind of Mark Defriest’. Sammen kuglegraver de en kompliceret genre, der ofte bevæger sig på en moralsk knivsæg.
Torsdag 12. november i Cinemateket. Køb billet her.
5. Kirkemord: ‘Fredag den 13.: The Nightmare!’ i Absalons Kirke
13. november falder i år på en fredag, og i Absalons Kirke på Vesterbro markeres den uhyggelige dato med både film og musik til gyserglade sjæle.
Først på programmet er ‘The Nightmare’ – en dokumentarfilm om mennesker, der lider af det mystiske fænomen søvnparalyse. Igennem hårrejsende interviews og filmiske rekonstruktioner forklarer filmens personer, hvordan de vågner om natten ude af stand til at bevæge sig og oplever dæmoniske skikkelser overvåge dem, hvorefter performance-gruppen Vinyl Terror and Horror fyrer op for et isnende DJ-sæt i stil med de bedste gyser-soundtracks.
Sarte sjæle frarådes at fejre fredag d. 13 i Absalons Kirke, mens alle andre bør træde med inden for i kirkerummets mørke.
Fredag 13. november i Absalons Kirke. Køb billet her.
6. Provoaktivisterne er i byen: ‘The Yes Men & Floating City’
Aktivistduoen ‘The Yes Men’ er kendt som et uforudsigeligt makkerpar, der konstant sprænger rammerne for deres performance-systemkritik – og når Jacques Servin and Igor Vamos, som duoen hedder, indtager Islands Brygge med deres nye film, ‘The Yes Men Ere Revolting’, er det således langt fra sikkert, at alt forløber efter planen.
De to satirikere kommer efter sigende sejlende på en båd lavet udelukkende af genanvendelige materialer for igennem at gøre reklame for jordens snarlige undergang (!). Efter visningen af deres selvransagende dokumentarfilm vil publikum endda blive budt om bord på båden, og der vil være mulighed for at stille spørgsmål til de debatlystne ‘Yes Men’.
Varm eventuelt op med dokumentarfilmen ‘The Yes Men’ fra 2003, der giver et glimrende førstehåndsindtryk af den samfundssatiriske duo – hvis ellers du kan opstøve filmen nogetsteds på nettet.
Mandag 9. november på Islands Brygge. Køb billet her.
7. Gå ud med et brag: ‘CPH:DOX Final Party med Vice’
Bakken i Kødbyen slår dørene op til en højspændt hiphop-fest, når CPH:DOX skåler og skråler »Tak for i år!« sammen med Vice.
Den britiske rapper Gaika medbringer mørke beats, vocoder og tonsvis af attitude, men den fulde plan for aftenens forløb er endnu ikke offentliggjort. Du gør derfor klogt i at holde øje med CPH:DOX’ hjemmeside, der løbende opdaterer om aftenens andet live-act, DJ-set og – som DOX selv skriver –»andre overraskelser«.
Lørdag 14. november på Bakken. Køb billet her.