Selvom ‘Fifty Shades of Grey’ blev en gigantisk succes ved billetlugerne, blev filmen savet midtover af alverdens anmeldere – og nu ryger det verdensomspændende fænomen så endnu en tur over knæet i spoof-filmen ‘Fifty Shades of Black’, der netop har fået en trailer.
Som filmens autoritære og mystiske mr. Black ses den trofaste spoofer Marlon Wayans, der tidligere har revset gyserfilm i ‘Scary Movie’ (2000) og Paranormal Acitivity-parodien ‘A Haunted House’ (2013), mens han gav 90’ernes hårdnakkede hood-film tørt på i den tåbelige, men vellykkede ‘Don’t Be a Menace to South Central While Drinking Your Juice In the Hood’ (1996).
Med sig har Wayans ‘A Haunted House’-instruktøren Michael Tiddes, og at dømme ud fra traileren byder deres samarbejde på flere rapkæftede black-, fat– og fuck-jokes end egentlig skarptandet kritik, når de to går i kødet på det erotiske drama.
‘Fifty Shades of Black’ har premiere 4. februar.