’The Walking Dead’ sæson 6
Tegneserien, som ‘The Walking Dead’ er baseret på, kører stadig i bedste velgående, og det er muligvis en stor del af grunden til, at tv-serien af og til synes at mangle retning, noget at bevæge sig hen imod.
De fleste sæsoner af AMC’s zombieserie er struktureret, så seerne blæses tilbage i sofaen med en hæsblæsende sæsonpremiere, efterfulgt af en stribe handlingsfattige episoder. Der bliver trasket lidt rundt i en skov, og der opstår interne stridigheder i gruppen af de overlevende. Op mod midseason-finalen stiger spændingen igen, kulminerende med en heftig cliffhanger. Dette mønster gentager typisk sig selv i anden halvdel af sæsonen.
Zombiegenrens godfather George A. Romero (instruktør af den originale ‘Dawn of the Dead’) har lidet flatterende beskrevet ‘The Walking Dead’ som »en sæbe-opera med den lejlighedsvise zombie«, og med den forudsigelige sæsonopbygning er man indimellem tilbøjelig til at give ham ret.
Men heldigvis tyder de første tre episoder af sjette sæson på, at showrunner Scott M. Gimple lægger snittet efter en ny skabelon denne gang. Sæsonen sparkes ikke i gang så eksplosivt som tidligere, men mere reflekterende, nærmest meditativt. Der veksles mellem actionsekvenser, hvor Rick — der nu er tilbage i lederrollen — forsøger at lede den største horde af walkers, som vores hovedpersoner endnu har mødt, væk fra Alexandrias skrøbelige mure, og sort-hvid-sekvenser, hvor vi ryger tilbage til tiden i kølvandet på den tragiske afslutning på femte sæson. Det er en vellykket blanding af intens action og en mere afdæmpet skildring af karakterernes bearbejdelse af tragedien.
Morgan-karakteren, som Rick mødte første gang helt tilbage i pilotafsnittet, er igen stødt til gruppen. Gennem Morgans øjne ser vi pludselig krystalklart, hvilken udvikling Rick er gennemgået i den mellemliggende tid, fra moralens håndhæver til iskold kyniker. Morgan er både en god støtte, men også en udfordring for Rick, konfronteret med det moralske kompas, han selv delvist har mistet.
Alt imens Rick, Daryl, Michonne og flere andre Alexandria-borgere forsøger at genne walker-horden langt væk, brister sikkerheden hjemme i byen — og det har blodige konsekvenser. Bristen skildres medrivende, og især Carol som maskeret hævner er en fryd at følge. Primært fordi hun over for Alexandrias beboere stadig foregiver at være den fredelige og husmoderlige type, hun var i starten af serien.
Det er befriende, at serien i den nye sæson ikke er bange for at aflive centrale karakterer, for her genopliver ’The Walking Dead’ en af sine primære styrker: At den har ladet folk falde som fluer undervejs, samtidig med at den har genopfundet sig selv med nye lokationer og karakterer.
Kort sagt:
Starten på den nye sæson giver håb om, at vi slipper for de begivenhedsfattige midter-episoder, vi efterhånden har vænnet os til i ’The Walking Dead’-universet. Spændingsniveauet i sjette sæson er indtil videre mere ligeligt fordelt.
Anmeldelsen er baseret på de første tre afsnit.