Mens ’Star Wars’-feberen raser, har den første forsmag på ’Independence Day: Resurgence’, Roland Emmerichs opfølger til den kultdyrkede 90’er-klassiker, ramt internettet.
Dømt ud fra traileren har den tyske effektmager fulgt en generel tendens i de store Hollywood-franchises og skruet op for den dystre dramatik i anden del af alien invasion-serien. På handlingsfronten er der dog intet nyt under solen: En hær af rumvæsener styrer de flyvende tallerkener mod Jorden for at få bugt med menneskeracen, der dog nok engang viser sig genstridig i kampen mod overmagten.
Den oprindelige films stjerne Will Smith glimrer ved sit fravær på rollelisten, men han erstattes af en talentfuld trio bestående af Jesse Usher (’When the Game Stands Tall’), Maika Monroe (’It Follows’) og Liam Hemsworth (’The Hunger Games’). Samtidig genopliver både Jeff Goldblum og Bill Pullman deres roller fra den første film.
’Independence Day: Resurgence’ rammer biograferne til sommer.